Mere magi fra Pepperell udløser sæsonens anden sejr | Golf.dk
Eddie Pepperell førte fra start til slut på Walton Heath, hvor han spillede en masse turneringer som amatør.

Foto: Getty Images

Mere magi fra Pepperell udløser sæsonens anden sejr

14/10 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

En times tid inden Eddie Pepperell sikrede sig sæsonens og karrierens anden sejr på europatouren puttede Lucas Bjerregaard ud for en bogey, en runde i 73 slag og en delt niendeplads i Sky Sports British Masters.

Det var ikke i nærheden af sidste uges karrieredefinerende højdepunkt, men dog var det stadig et højdepunkt. Bjerregaards sæson startede med syv turneringer uden et top-60 resultat, men siden Volvo China Open sidst i april har frederikshavneren været flyvende.

Siden besøget til fjernøsten har Bjerregaard spillet 16 turneringer. I ni af dem er han sluttet i top-10. Søndagens niendeplads, delt med seks andre spillere, er den femte top-10 placering ud af hans seneste seks turneringer. I den sjette blev han nummer 20.

Da Bjerregaard tog til Kina, var han nummer 239 i verden. Han kom til Walton Heath Golf Club som nummer 55, og med ugens resultat er der nye, gode point til ranglisten. Der venter en række store turneringer i årets sidste måneder, og kan han fortsætte det gode spil og slutte året i top-50 på verdensranglisten, kan han se frem til en invitation til The Masters for første gang i karrieren.

Sådan en fik Pepperell sikret sig med søndagens sejr. Den 27-årige englænder førte delt efter første runde, rykkede alene i front fredag og gav aldrig førstepladsen fra sig igen.

Det var ellers tæt på flere gange, da Alexander Björk, spillemakkeren i førerbolden, på en kold, våd og blæsende engelsk efterårsdag fik reddet den ene usandsynlige par efter den anden. Pepperell startede dagen tre slag i front, men med en bogey på niende hul var forspringet ned til svenskeren reduceret til et enkelt slag.

Det blev der hurtigt lavet om på. Torsdag slog Pepperell bolden i hul to gange med ét slag for en helt speciel etter på niende. Søndag var det på hul 10, han præsterede et lille stykke magi. Fra roughen højre om fairway var der 110 meter til hullet, og med et 9-jern slog Pepperell ind i vinden og lige på flaget, landede bolden 10 centimeter fra hullet og så den lille hvide forsvinde ned i hullet for en eagle.

- Det var en smule skuffende, at bolden ikke landede i hullet, hoppede op og spandt tilbage i hul, sagde Pepperell med et stort smil til Sky Sports efter sejren. 

Før den kom i hus ventede nogle lange, modbydelige huller ind i vinden, hvor birdiechancerne var få og pars svære at få fat i. Pepperell sikrede sig en afgørende en af slagsen på 14. hul, hvor han puttede bolden i hul fra en position kort af green.

Englænderen satte slag til på de næste to huller og gik på 18. tee med et enkelt slags forspring. Björk slog i roughen, Pepperell fandt fairway. Begge ramte sand i andetslaget, men det var Pepperell, som kom op-og-i for en runde i par og en hjemmesejr på to slag i -9.

- Det var bare sådan en hård dag i de her forhold. Jeg svingede ikke særlig godt fra starten af runden, og det var virkelig svært at finde svinget. Det var et utroligt hårdt slid i fire-fem timer, og jeg er glad og lettet over at være færdig, sagde vinderen.

Pepperell bliver belønnet med 38 verdensranglistepoint og 571.000 euro, som bringer ham frem til syvendepladsen på Race to Dubai.

Søren Kjeldsen var også med i weekenden, og uden at spille nogen stor rolle i turneringen imponerede han søndag. Kun syv spillere afleverede en bedre score end danskerens 70'er. Med den rykkede han 18 placeringer frem til nummer 42 I den endelige stilling.

Den kan du se her

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer