Mere dansk top 10 på PGA Sweden | Golf.dk
Martin Leth Simonsen er del af Team Made in Denmark, og derfor deler han sin tid mellem challengetouren og Nordic League i 2017.

Mere dansk top 10 på PGA Sweden

26/05 - 2017 | Martin Rahbech

Der har været masser af gang i den på PGA Sweden National. Damerne har spillet Forget Foundation PGA Championship på LET Access Series. Herrerne har spillet Star for Life PGA Championship, som tæller til Golfbox Nordic Golf League Ranking.

Begge turneringer sluttede fredag, og det blev til danske placeringer i top 10 hos begge køn. Mens Daisy Nielsen blev nummer seks hos damerne, så blev Martin Leth Simonsen nummer otte hos herrerne som bedste dansker. 
Simonsen sluttede med sin bedste runde i turneringen med en 67’er, der havde en eagle og seks birdies på menuen. Samlet sluttede han i -8 fire slag fra førstepladsen, hvor Niklas Lemke endte som vinder efter omspil med to andre spillere.

Med sejren rykkede Niklas Lemke frem på fjerdepladsen på Golfbox Nordic Golf League Ranking, hvorfra top 5 kvalificerer sig til Challenge Touren til næste sæson.

De danske bud på et nå top 5 er lidt sparsomme her en tredjedel inde i sæsonen.

Victor Østerby er nummer seks, men han måtte melde fra med sygdom til denne uges turnering.

Den næste dansker på den rangliste er Joachim Brandt Hansen på 17. pladsen, men han har allerede en kategori på Challenge Touren og prioriterer selvsagt ikke Golfbox Nordic Golf League Ranking, men det er uden tvivl en motivation for Benjamin Henry Poke, der ligger på 18. pladsen på ranglisten og fik værdifulde point, da han sluttede på 15. pladsen ved Star for Life PGA Championship.

For danskerne på PGA Sweden sluttede Nicolai Tinning på 11. pladsen, Benjamin Henry Poke og Nicolai Kristensen på 15. pladsen, Niklas Nørgaard Møller på 20. pladsen, Christian Gløët på 23. pladsen og Frederik Andersen på 34. pladsen.

Link til resultatet

Link til stillingen ved Golfbox Nordic Golf League Ranking

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer