Mentaltræner: - I golf er det så nemt at lave benspænd for dig selv | Golf.dk
Jakob Hansen og Morten Toft Hansen zoomer ind på opgaven.

Foto: Brian Rasmussen

Mentaltræner: - I golf er det så nemt at lave benspænd for dig selv

08/03 - 2019 | Claus Rødgaard Thomsen

Morten Toft Hansen har blikket stift rettet mod den fjerne ende af driving range. Han udveksler ord med sin træner, inden han træder hen til bolden, udfører sin pre-shot routine og fyrer sin driver af mod horisonten.

En almindelig scene fra en hvilken som helst driving range.

Det ualmindelige er, at træneren i dette tilfælde ikke blander sig i spillerens sving. Jakob Hansen er landsholdets mentaltræner. Hans opgave er at hjælpe spillerne med, at følelser ikke kommer i vejen for dem, når de spiller.

- Det, der er spændende ved golf er, at det er et meget mentalt spil. Der er så mange muligheder for at lave benspænd for dig selv, siger Jakob Hansen.

Han er selv tidligere håndboldspiller på eliteplan, og har arbejdet med sportsudøvere på topplan inden for forskellige sportsgrene.

En grundsten i hans arbejde er, at få den enkelte spiller til at være i nuet. Noget, der kan lyde som en kliché, men som er lettere sagt end gjort.

I Morten Toft Hansens tilfælde knytter mentaltræningen sig til driveren. Så sent som i sidste uge valgte han at spille de sidste 15 huller af Spanish Amateur uden at tage driveren op ad bag’en, efter at han havde slået tre bolde væk med driveren på de første tre huller af anden runde.

- Der opstår en frygt, når jeg står med driveren. Og det sker kun, når jeg står med driveren. Så prøver jeg at tage kontrol i stedet for bare at lade svinget arbejde, forklarer Morten Toft Hansen.

At “tage kontrol” betyder i dette tilfælde, at han fornemmer og prøver at styre hver enkelt del af svinget. Det er som regel ikke vejen til et godt boldtræf.

Jakob Hansen forklarer, at han beder spillerne opstille nogle værdier for, hvordan de gerne vil være som golfspillere.

I Morten Toft Hansens tilfælde er en af hans værdier, at han gerne vil være modig. Modig som i, at han tør slå driver, selv når der er ballade på højre eller venstre side af fairway.

Derfor er han så grundig her på rangen, inden han træder hen til hver eneste drive.

- Jeg forestiller mig en linie ind til bolden. Når jeg stepper over den, må jeg ikke tage kontrol. Jeg skal lade svinget tale, forklarer Morten Toft Hansen.

Den lille øvelse hjælper ham. Men den løser ikke alt med et trylleslag.

- I visse tilfælde virker det. For mig er det stadig nyt. Jeg har svært ved at give slip på mine tanker. Det er noget, jeg har haft de sidste to år, og det vender hele tiden tilbage, når jeg ikke har selvtilliden, forklarer Morten Toft Hansen.

Morten Toft Hansen er en af de ældste spillere i landsholdstruppen. Men den 37 mand store gruppe golfspillere (31 landsholdsspillere og seks pro’er), der er i Abu Dhabi i denne uge, tæller også spillere på helt ned til 14 år.

Det er for mentaltræner Jakob Hansen en anden udfordring, end han har været vant til tidligere i sin karriere.

- De unge her er utroligt nysgerrige og refleksive. Det tror jeg også har noget at gøre med, at det er golf, de spiller. De er utroligt modne, siger Jakob Hansen.

Han fortæller, at han med de yngste spillere arbejder meget med bevidstheden om, hvor deres fokus er under hvert eneste slag. De unge skal også arbejde med den utålmodighed, der kan være svær at håndtere, når man ved, man er talentfuld, men samtidig skal acceptere, at der er en flere år lang vej til pro-drømmen.

En drøm, som også kan virke fjern, hvis man kan se, at der bare på ens egen alder er flere, der er lige så dygtige eller dygtigere end en selv.

- Med det præstationssamfund, vi har i Danmark, er vi meget optaget af, hvor vi er i forhold til andre. Så vi arbejder med, at de unge skal have et mestringsfokus. Et “growth mindset”, hvor de hele tiden tænker på at være i udvikling. Tingene skubber sig alligevel hele tiden. Man er ikke altid det samme sted i forhold til de andre, siger Jakob Hansen.

Han har været tilknyttet landsholdet i et års tid. Han er uddannet cand.scient. i idræt og psykologi og har en European Master of Sports Psychology. Han er tilknyttet golflandsholdet på deltid og arbejder derudover med eksempelvis politikere, komikere, sangere og andre, der lige som golfspillere skal præstere under pres.

- Jeg har arbejdet med mange sportsgrene. Det, der træder frem ved golf er, at alle ved, at det mentale er vigtigt at arbejde med. Det gør, at spillerne har lyst til at kigge på sig selv og lære sig at kende. I nogle kulturer (andre sportsgrene, red.) ser man stadig, at hvis du har brug for at arbejde med dig selv, så er du lidt svag. Det er rester af en machokultur, siger Jakob Hansen.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer