Medaljetræner: - Vi har eksekveret med nerverne uden på tøjet, og det kan man altid bruge til noget | Golf.dk
Smilla Sønderby, Cecilie Finne-Ipsen, Amalie Leth-Nissen, Sofie Kibsgaard og Thomas Poulsen med deres velfortjente medaljer,

Foto: EGA

Medaljetræner: - Vi har eksekveret med nerverne uden på tøjet, og det kan man altid bruge til noget

12/09 - 2020 | Claus Rødgaard Thomsen

Sofie Kibsgaard og Cecilie Finne-Ipsen kan nu kalde sig dobbelte bronzevindere ved EM. De har nemlig været med i Danmarks EM-trup i både 2018 og 2020.

De to har dermed været med til at skabe de to største resultater, som danske damehold har skabt. Det samme har landstræner Thomas Poulsen. Og han er da også glad, da Golf.dk fanger ham på telefonen lige inden præmieoverrækkelsen i Upsala.

- Jeg er super tilfreds, alt i alt. Det er jo en tangering af det bedste resultat, et dansk hold har lavet, siger han.

Han medgiver, at han og de fire spillere var skuffede efter semifinalenederlaget mod Tyskland i går.

Men en klar sejr over Schweiz i bronzedysten satte et mindeværdigt punktum for ugen.

- Vi har eksekveret med nerverne uden på tøjet, og det kan man altid bruge til noget, siger Thomas Poulsen.

EM 2020 er noget helt særligt. Træneren har kun fire spillere med mod normalt seks. De britiske nationer har meldt afbud. Men Thomas Poulsen mener ikke, at det devaluerer resultatet i nævneværdig grad.

- Det er rigtigt, at England ikke er her, og de er stærke. Men Frankrig, Sverige og Italien stiller for eksempel med deres fire stærkeste, siger han.

Han fortæller, at med kun fire spillere på holdet, har han virkelig kunnet arbejde tæt med hver spiller. 

Livet som topspiller kræver stor disciplin. En medalje ved EM kan dog godt fejres med en tur på McDonalds på vejen hjem til Danmark.

Det, han har set i denne uge, styrker blot hans tro på, at Danmarks golfremtid på damernes elitescene er lys.

- Jeg tror faktisk, at jeg kunne have taget fire andre med, som også kunne have vundet bronze, siger Thomas Poulsen.

Navne som Karen Fredgaard, Marie Lund-Hansen, Anne Normann, Natacha Høst Husted og Nicole Lørup har også vist, at de kan spille med på højeste niveau. Og pigelandsholdets guldmedalje ved EM 2019 dokumenterer, at fødekæden til damelandsholdet er righoldig.

I bronzematchen satte Thomas Poulsen sine to mest rutinerede spillere, Cecilie Finne-Ipsen og Sofie Kibsgaard sammen i foursome, mens Smilla Sønderby, der spillede sin første slutrunde nogensinde, blev flyttet til en single.

- Dels havde jeg lyst til at prøve Smilla af. Samtidig har Sofie og Cecilie spillet sammen i andre mesterskaber, og de kan trække hinanden et godt sted hen, siger Thomas Poulsen.

Kun 15-årige Amalie Leth-Nissen (hun fylder 16 på mandag) vandt sine singler overbevisende tre dage i træk. Det kom ikke bag på nogen.

- Vi vidste godt, at Amalie har et niveau, hvor hun sagtens kan være med. Det kan godt være, at dåbsattesten siger 15 år, men hendes golf-IQ er noget højere end en normal 15-årigs. Hun er moden, og det har været fuldstændig gnidningsløst at have hende med, lyder det fra Thomas Poulsen. 


 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:754,562
  • Unique Visitor:83,415
  • Registered Users:157,758
  • Unregistered Users:31,149
  • Blocked Users:12,360
  • Published Nodes:14,983
  • Unpublished Nodes:263
  • Server IP:10.230.58.21
  • Your IP:3.228.10.17
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:4,703
    • This week:108,235
    • This month:478,427
    • This year:754,721

Hvis du oplever at hjemmesiden er langsommere end normalt, tryk HER for at slette alle cookies fra golf.dk