Med reduceret pres på både lænden og skuldrene er Nicole klar til 2021 | Golf.dk
Nicole Broch Larsen deltog i alle fire majors i 2020, men efter et år uden de store resultater er hun endnu ikke kvalificeret til ANA Inspiration første uge i april. For at komme med har hun brug for resultater i sæsonens første turneringer.

Foto: Getty Images

Med reduceret pres på både lænden og skuldrene er Nicole klar til 2021

20/02 - 2021 | Mikkel Ring Christensen

I sommeren 2019 hentede Nicole Broch Larsen sit klart største resultat på LPGA Touren, da hun blev nummer to i den traditionsrige CP Women’s Open. Det skulle have været springbrættet til at nå spillets øverste tinder, men i stedet blev udviklingen sat i bakgear. 

For et år siden, da Broch Larsen indledte sæsonen, var hun nummer 71 på verdensranglisten, men efter et 2020 med en 21. plads som bedste resultat, er hun lige præcis faldet ud af top-100. 

Problemer med ryggen, som Broch Larsen har døjet med i tre år, og som delvist er forårsaget af idiosynkrasier i svinget, fik den 27-årige dansker til at foretage svingændringer i efteråret. Målet var at reducere belastningen af ryggen og samtidig få spillet tilbage til det niveau, hun ved, evnerne rækker til.

- Jeg synes, det går fremad. Jeg knokler og er ret fortrøstningsfuld. Jeg synes også, at jeg rent sving- og slagmæssigt var bedre i de sidste par turneringer i 2020, selvom resultaterne måske ikke helt var derefter. Men det var helt klart nogle skridt i den rigtige retning.

Det er naturligt for Broch Larsen at skyde hoften fremad i slagretningen i stedet for at rotere, og for at skabe plads til hænderne i træffet, må hun foretage et knæk i den nedre ryg. Det er de unoder, hun forsøger at blive kvit, og en sidegevinst har været, at hun får bedre træf på bolden.

- Med lidt mere drej kan jeg få overkroppen og hænderne frem foran bolden og få mere tryk. Det kommer aldrig til at lykkes fuldstændigt, men det er det, jeg arbejder hen imod. For mig handler det om at strække benet og gøre plads til at kunne dreje overkroppen i stedet for, at jeg slider for meget, forklarer Broch Larsen.

Fra torsdag skal resultatet af vintertræningen hjemme i Danmark prøves af, når Gainbridge LPGA indledes på Lake Nona i Orlando. Det bliver den første af tre turneringer, Broch Larsen har til at kvalificere sig til årets første major, ANA Inspiration. 

- Jeg ved ikke helt, hvor meget, der skal til, men et par klarede cuts burde være nok. Det er ikke besluttet, hvor mange spillere, der kommer med til ANA, men det plejer at være sådan, at de 20 øverste spillere i top-80 på Race to CME Globe, som ikke allerede er inde, de kommer med.

ANA Inspiration er blot det første af en række højdepunkter i 2021. Kampen om at komme med til OL (to danskere kvalificerer sig. Emily Pedersen og Nanna Koerstz Madsen ligger bedre til i kampen) og Solheim Cup (12 spillere kommer med på holdet, og 14 europæere er højere placeret på verdensranglisten denne uge) ser også ud til at blive intens.

Men svinget er ikke det eneste, Hillerød-spilleren har ændret på. Hun har også lagt en ny mental tilgang til karrieren for dagen. Ambitionerne er de samme, men eget forventningspres er reduceret. Det lader til allerede at virke, for da jeg spørger til de to OL og Solhein Cup, kommer det som lidt af en overraskelse.

- Det er selvfølgelig to ting, jeg utrolig gerne vil med til, det vil jeg ikke lægge skjul på, men til begge er konkurrencen hård. Især Solheim Cup har tidligere fyldt rigtig meget for mig, så jeg tror, jeg vil prøve ikke at give det så meget opmærksomhed. Faktisk havde jeg helt glemt, det allerede var i år. 

- Jeg gør ikke noget anderledes for at kvalificere mig. Jeg har en idé om, at fokus på egen udvikling og god golf måske vil få mig derhen, og hvis ikke, så er der bare nogle, der har været bedre end mig, siger Broch Larsen.

I Gainbridge LPGA kommer danskeren for første gang i karrieren op imod Annika Sörenstam. Vi følger turneringen her på Golf.dk.

 

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:2,637,978
  • Unique Visitor:158,150
  • Registered Users:163,238
  • Unregistered Users:31,203
  • Blocked Users:12,432
  • Published Nodes:16,031
  • Unpublished Nodes:308
  • Server IP:10.230.58.21
  • Your IP:44.192.112.123
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:1,709
    • This week:69,621
    • This month:323,136
    • This year:2,638,484

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk