McIlroy overlevede chokstart | Golf.dk
Rory McIlroy har seks slag op til førstepladsen på Royal Birkdale.

Foto: Getty Images

McIlroy overlevede chokstart

20/07 - 2017 | Mikkel Ring Christensen

I tre ud af de seneste fire turneringer har Rory McIlroy misset cuttet, og blot et par timer efter sit første slag i The Open var han på vej mod et nyt tidligt exit. Efter seks huller havde mesteren fra 2014 lavet fem bogeys og var hastigt på vej i retning mod andre tidligere vindere, som Mark O'Meara, Todd Hamilton og David Duval, i bunden af tabellen.

Men The Claret Jug er ikke uden for McIlroys rækkevidde. Nordireren kæmpede sig tilbage i turneringen med birdies på hul 11, 15, 17 og 18 og sluttede på 58. pladsen side om side med Søren Kjeldsen i +1.

- Jeg tænkte, åh nej, så sker det igen, men jeg havde bare brug for at forblive tålmodig. Jeg blev overhovedet ikke sur derude. Jeg lod det ikke få mig ned med nakken alt for meget. Så jeg beholdt en god, positiv attitude, og lykken vendte heldigvis for mig, sagde McIlroy efter runden.

Der forventes kraftig vind og svære betingelser over Royal Birkdale fredag, og med kun seks slag op til Jordan Spieth, Brooks Koepka og Matt Kuchar på førstepladsen er verdens nummer fire positiv omkring sine chancer.

- Med det vejr, vi har i udsigt i morgen, så føler jeg stadig, jeg er inde i turneringen. Hvis jeg kan gå ud og spille en kvalitetsrunde i morgen tidlig og forsøge at komme i klubhuset omkring par, så vil jeg stadig være med i det i weekenden, sagde han.

Runden forløb noget anderledes for spillemakkeren Dustin Johnson. Verdens nummer ét lavede en tidlig birdie, men da McIlroy rettede skuden, begyndte Johnsons at krænge. Efter bogeys på hul syv og 14 sluttede også han i +1, en score blandt andre Justin Rose, Rickie Fowler og Lee Westwood også skrev under på.

39 spillede er under par efter de første 18 huller. Henrik Stenson, Jon Rahm, Jason Day og Adam Scott er blandt spillerne i -1. Ernie Els og Hideki Matsuyama har del i 12. pladsen i -2. Ian Poulter og Justin Thomas er et slag bedre, mens Paul Casey og Charl Schwartzel kun er ét slag fra det amerikanske trekløver i toppen af tabellen.

Link til stillingen. 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk