McIlroy og Molinari fører - to danskere kæmper med i toppen | Golf.dk
Golf virkede legende let for Rory McIlroy Fredag. Lørdag skulle der hårdt arbejde til at holde fast i førstepladsen.

Foto: Getty Images

McIlroy og Molinari fører - to danskere kæmper med i toppen

26/05 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

Forholdene på tredjedagen af BMW PGA Championship gav høje scores på Wentworth. Francesco Molinari var en undtagelse. Italieneren gik en fejlfri runde og afleverede dagens laveste score i 66 slag.

Med den rykkede han til -13, og den total skulle Rory McIlroy grave dybt for at matche. Den firedobbelte majorvinder gik ind til weekenden med et forspring på tre slag, men på tredje runde var spillet langt fra det niveau, Alex Norén fredag betegnede som det bedste, han nogensinde havde set.

Efter en doublebogey på hul seks var nordireren tre slag over par for runden og havde stadig sin første birdie til gode.

- Jeg slog et par løse teeslag på tredje og sjette hul, og de resulterede i tabte slag. Men derefter gav jeg mig selv et mål om, at hvis jeg kan nu til par for runden inden de sidste par huller, ville det være en ret god præstation efter den start. Jeg forblev tålmodig, begyndte at ramme flere fairways og et par greens mere, gav mig nogle chancer og heldigvis kom jeg ind under par og er delt på førstepladsen, sagde McIlroy til Sky Sports efter runden.

Han lavede birdie på hul syv og 12, og mens de fleste miss dagen igennem havde været i højre, slog han bolden i venstre på de afsluttende par fem huller. Det afholdt ham ikke fra at lave birdie på begge takket være elegante wedgeslag.

Med den sidste birdie spillede han sig op på siden af Molinari, og de to er stukket af fra feltet. Der er fire slag ned til de nærmeste forfølgere, Ross Fisher, Branden Grace, Sam Horsfield og Norén.

Svenskeren ved, at chancerne langtfra er udspillet. For et år siden gik han ind til søndagens afgørelse på 21. pladsen, leverede en 62'er og løb med sejren.

Det bør også motivere Lasse Jensen og Lucas Bjerregaard. Begge lavede birdies på hul 17 og 18 for runder i 71 og overnatter på en delt 11. plads i -7.

Om det bliver til sejr eller ej, er der rigeligt at spille for. Der er syv millioner dollars i samlet præmie. Den delte 11. plads giver cirka 100.000 euro i udbytte, og de ville især varme for Jensen, som for sine første 12 turneringer i 2018 blot har tjent 75.300 og er nummer 141 på Race to Dubai. Mens der skal noget ekstraordinært til for at nærme sig den førende duo, so er der kun to slag op til tredjepladsen.

Det blev en kedelig lørdag for Thorbjørn Olesen. Han startede på 19. pladsen men raslede ned til nummer 59 med en 78'er.

Der er uvejr på vej søndag, så førerbolden går allerede på banen klokken 12.00 dansk tid.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer