McIlroy: Augusta skylder intet | Golf.dk
Rory McIlroy vandt Arnold Palmer Invitational og modtog en rød cardigan for sejren. Denne uge håber han på at blive klædt i grønt.

Foto: Getty Images

McIlroy: Augusta skylder intet

04/04 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

Da Ernie Els sejrede i Arnold Palmer Invitational tilbage i 2010, sagde han i spøg, at blazeren som blev overrakt vinderen havde den forkerte farve. Palmer selv havde svært ved at se det sjove i bemærkningen, men han havde selvfølgelig også selv vundet fire jakker i den eftertragtede grønne farve ved The Masters. 

Sådan en havde Els aldrig fået fat i. Han havde aldrig sat sig til bords ved en Champions Dinner, og langsomt var han nok ved at indse, chancerne blev færre.

Fra 2000 til 2004 hentede den store sydafrikaner to andenpladser, og i det tidsrum sluttede han ikke værre end en sjetteplads. Siden er han ikke endt i top-10 en eneste gang, og i år løb hans exemption ud for den seneste sejr i The Open. Som nummer 633 i verden er det tvivlsomt om den firedobbelte majorvinder nogensinde igen kommer til at betræde de hellige fairways som deltager i The Masters.

Els var selvskrevet til at vinde The Masters, det var kun et spørgsmål om tid, lige indtil det ikke var det længere. Rory McIlroy vandt Arnold Plamers turnering for få uger siden, og han er en anden mand med fire majortitler, som alle forventer vil vinde årets første major, inden karrieren er overstået. Det er endnu ikke sket.

McIlroy er blot 28 år, samme alder som Palmer fik den første af sine grønne jakker i, og 20 år yngre end Els. Men tiden går stærkt, kunne nordireren konstatere på sit pressemøde tirsdag. I år deltager han i turneringen for 10. gang.

McIlroy er sluttet i top-10 i sine seneste fire forsøg, men det var tilbage i 2011, han havde sin bedste chance for sejren. Fire slags forspring inden finalerunden blev formøblet, og især teeslaget på hul 10 gjorde ondt lang tid efter. 

Det til trods føler McIlroy ikke, at det er skæbnebestemt, han skal vinde The Masters og fuldende The Grand Slam.

- Min far plejede altid at sige, ”hvis det er din tur, så bliver du ikke forbigået”. Og det hader jeg, for sådan fungerer tingene ikke. Man må gå ud og klare tingene selv. Det kommer ikke til at falde ned i skødet på dig på magisk vis. Augusta skylder mig ingenting. Jeg har ikke ret til noget som helst. Alle starter på lige fod torsdag morgen, og den som spiller bedst vinder, sagde McIlroy tirsdag på sit pressemøde.

Tydeligvis ikke troende når det kommer til skæbnen har McIlroy gjort alt i sin magt for at forberede sig optimalt, og det har betydet fem træningsrunder i tiden op til turneringen. Det kombineret med erfaringerne fra de ni første år kommer til at tjene verdens nummer syv under turneringen.

- Jeg håber bare på at spille mig i en situation, hvor jeg kan implementere nogle af de ting, jeg føler, jeg har lært. Jeg vil bare gerne give mig selv en chance. Jeg føler, jeg kan gå op imod dem alle, hvis jeg er med i kampen om sejren, sagde han.

Mens fortællingen om Els giver grund til ikke at tage noget for givet, så tjener historien om den forsvarende mester til optimistisme. Sergio Garcia måtte gå igennem et utal af hjerteskærende nederlag, før han endelig blev majorvinder og skrev sig ind i historien som vinder af The Masters.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:1,123,110
  • Unique Visitor:102,509
  • Registered Users:159,480
  • Unregistered Users:31,233
  • Blocked Users:12,378
  • Published Nodes:15,223
  • Unpublished Nodes:286
  • Server IP:10.230.58.22
  • Your IP:34.234.223.229
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:7,354
    • This week:93,116
    • This month:400,717
    • This year:1,123,327

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk