Matteo Manassero kæmper for kortet | Golf.dk
Matteo Manassero brugte 31,01 putts pr. runde i 2018. Det er 1,4 putts flere end i debutsæsonen 2010.

Foto: Getty Images

Matteo Manassero kæmper for kortet

09/11 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

Kort tid efter sin 20-års fødselsdag havde Matteo Manassero fire sejre på europatouren. Italieneren var et af de hotteste navne i professionel golf, og vejen mod den absolutte verdenstop lå åben. Hvad Manassero manglede i kraft vejede han op for med stor præcision og sublime evner i det korte spil. 

Men mere vil have mere, og i jagten på at blive endnu bedre lagde Manassero sit sving om. I sin søgen på ekstra meter mistede han de evner, der havde været opskriften på succes i første omgang. I stort set alle statistiske kategorier er den nu 25-årige spiller dårligere stillet end i sin rookiesæson i 2010.

Nedturen har denne uge bragt Manassero til Lumine Golf Club, hvor han skal kæmpe for fremtiden ligesom de øvrige 155 spillere på Q-School Final Stage. En slutplacering som nummer 123 på Race to Dubai var ikke nok til at beholde spilleretten, og da den femårige exemption fra sejren på Wentworth udløb, var der ikke længere noget redningsnet. 

Starten på den seks runder lange kvalifikation går lørdag, og inden Manassero indledte jagten på et af de 25 kort til europatouren, talte han med Performance 54. 

- Det bliver en udfordrende uge, det er helt sikkert. Der er en masse fremragende spillere. Det er sket, min vej har ført mig til Q-School, og jeg vil smile og prøve at spille godt.

- For at være ærlig, så føler jeg mig godt forberedt til denne uge. Jeg ved, det er en lang uge og en speciel turnering. Det vil kræve masser af tålmodighed, og så må vi se til sidst på ugen.

Med i feltet er syv danskere. Jeff Winther, Lasse Jensen og Anders Hansen formåede ikke at slutte i top-110 på Race to Dubai for at få fornyet spilleretten, så de træder ind på Final Stage.

Frederik Dreier, Martin Leth Simonsen, Nicolai Tinning og Christian Glöet hører til gruppen af spillere, som har været med helt fra First Stage. Hvert år er der gerne et par spillere, som tager hele turen fra første led af Q-School til europatouren. Måske bliver det nogle af danskerne i 2018.

Kvalificerer de sig, og får Manassero som kollega, lover italieneren en helt ny udgave af sig selv.

- Det ville være helt anderledes – som at starte forfra. Det er Matteo 2.0. Jeg begynder anden halvdel af min karriere. Jeg startede med at spille godt med masser af sejre, men nu er jeg her for at konkurrere, og det bliver hårdt. Jeg vil være stolt af mig selv, hvis jeg står med et tourkort sidst på ugen, sagde han.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer