Matt Wallace finder vej til toppen og er på vej mod noget større | Golf.dk
Matt Wallace har haft raketfart op gennem rækkerne i professionel golf, men nu har han sat sig endnu større mål.

Foto: Getty Images

Matt Wallace finder vej til toppen og er på vej mod noget større

10/05 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Denne uge er det to år siden, Matt Wallace blev medlem af europatouren. Det skete, da han vandt Open de Portugal, som både talte til challengetouren og europatouren, og siden er englænderen nået op på fire sejre blandt Europas bedste. Den seneste kom ved Made in Denmark, og den 29-årige fra London ser ud til at være helt klar til sit titelforsvr, når det går løs i Himmerland.

Det er noget af en tur, Wallace har været ude på. Det er ikke meget mere end tre år siden, han var uden for top-1000 i verden, og nu er han at finde som nummer 36 med en Masters debut bag sig og endnu en major i vente i næste uge.

Efter torsdagens 65'er strøg Wallace til tops med en 67'er på Hillside Golf Club nord for Liverpool. Han er stadig uden en eneste bogey efter 36 huller og fører i -12 med et slag ned til Ross Fisher, Richie Ramsay, Niklas Lemke og verdensmesteren Thomas Detry på andenpladsen.

Måske kan Wallace tage til PGA Championship på Bethpage Black med en frisk sejr, den femte i rækken, for halvvejs gennem British Masters er han alene i spidsen. 

Selv i front for turneringen har Wallace blikket rettet mod større ting.

- Det handler ikke om denne uge, for jeg vil tage det næste skridt. Jeg vil vinde de store turneringer, og dem har jeg ikke præsteret i.

- For at gøre det har vi startet en ny proces, og det vil ske på et eller andet tidspunkt i stedet for med det samme. Så denne uge har vi ingen forventninger. Vi går ud og spiller, og jeg viser nogle fine ting.

- Det minder om Francesco (Molinari red.). For tre år siden var han ikke, hvor han er nu, og han har en anden tilgang, sin egen tilgang, og jeg har min. Jeg vil gøre, hvad han gør – Ryder Cups og majors og være med fremme i stort set hver eneste turnering, sagde Wallace til europatouren.

Når der tages hul på weekenden, vil der også være et par danskere med. Søren Kjeldsen har lavet 12 birdies og en eagle i løbet af de første to dage, og efter dagens 69'er er han seks under par og på en delt 17. plads. 

Lasse Jensen klarede sig rundt i 71 slag og går ind til weekenden på 23. pladsen i -5.

Til gengæld formåede hverken Jeff Winther eller Joachim B. Hansen at klare cuttet i -2. Hansen spillede sine sidste seks huller i tre under par, men en runde i 71 slag viste sig i sidste ende at være ét slag for mange til at avancere. 

Tirsdag var Jeff Winther på Anfield for at se Liverpool FC præstere et historisk comeback mod Barcelona, men han var ikke selv i stand til at overkomme en 75'er fra første runde. Han var et slag under par fredag og sluttede +2 samlet.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer