Matchen alle har drømt om: Woods møder McIlroy | Golf.dk
Tiger Woods og Rory McIlroy har spillet masser af runder sammen, men lørdag bliver første gang nogensinde, de dyster mand-mod-mand i hulspil.

Foto: Getty Images

Matchen alle har drømt om: Woods møder McIlroy

30/03 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Navnene på de 16 deltagere i 1/8-finalerne ved WGC – Dell Technologies Match Play er fundet, og dem, der holder af at se golf, de bør glæde sig som små børn til den tidlige runde lørdag.

Danmark har en spiller med videre til weekenden, og selvom han er debutant og et ubeskrevet blad i det selskab, bliver han kastet i i den dybe ende. Måske er enden endda bundløs.

Lucas Bjerregaard toppede sin gruppe med 2,5 point, og takken for det er et møde med Henrik Stenson: Open Champion 2016, vinder af netop WGC – Match Play tilbage i 2007, dobbelt vinder af Race to Dubai og medlem af fem Ryder Cup-hold. Den Henrik Stenson.

Det skandinaviske opgør indledes klokken 14.19 dansk tid, og skulle Bjerregaard formå at slå svenskeren, som fylder 43 år på fredag, så venter der en endnu større fisk i kvartfinalen.

Siden lodtrækningen blev offentliggjort mandag har der været snak om det - om Rory McIlroy mod Tiger Woods. Gruppesejre ville bringe de to superstjerner sammen, og sådan gik det. De har aldrig tidligere mødt hinanden mand-mod-mand i hulspil, og denne giganternes kamp vil trække i hvert fald én seer til skærmen, som ellers ville have brugt lørdagen anderledes.

- Jeg bliver nok nødt til at se golf i morgen... De to mest talentfulde golfere, jeg nogensinde har spillet med, går i direkte kamp. Det burde blive sjovt, tweetede Thomas Bjørn og taggede Woods og McIlroy.

Se tv-tiderne her i vores tv-guide.

Sammenlagt har de 95 titler på PGA Touren og ligeså mange majors som Jack Nicklaus. De har også fire sejre i WGC - Match Play. De går på første tee klokken 14.30. Vinderen spiller videre lørdag aften mod den sejrende skandinav.

Alt i alt er otte af de 16 tilbageværende deltagere fra Europa, og syv af dem var med på Bjørns vindende Ryder Cup-hold. To af dem kommer i kamp mod hinanden i en anden appetitvækkende match. Paul Casey vandt på PGA Touren i sidste uge. Francesco Molinari vandt Arnold Palmer Invitational tidligere på måneden. De to formstærke spillere går på banen klokken 13.57.

Her kan du se alle otte matches og hvem der potentielt kan komme til at møde hvem længere fremme i turneringen.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer