The Masters seneste offer for virussen | Golf.dk
Der bliver ingen Masters Tournament i april.

Foto: Getty Images

The Masters seneste offer for virussen

13/03 - 2020 | Mikkel Ring Christensen

PGA Touren, europatouren, LPGA og en lang række af de mindre tours: Alle har været nødt til at kaste håndklædet i ringen og aflyse eller udsætte turneringer, og nu er turen kommet til The Masters.

Godt et halvt døgn efter PGA Touren valgte at aflyse The Players Championship og alle øvrige turneringer frem til tidligt i april, har Augusta National Golf Club, arrangøren af årets første major, opgivet at afholde The Masters Tournament mellem niende og 12. april.

Forsøget på at mindske spredningen af Corona-virussen betyder, at Tiger Woods ikke kommer til at forsvare den grønne jakke som oprindeligt planlagt.

Følgende udtalelse kommer fra Fred Ridley, chairman for Augusta National Golf Club.

- Desværre har den konstant voksende risiko forbundet med den omfattende Corona-virus, COVID-19, ført os til en beslutning, som uden tvivl vil skuffe mange, selvom jeg er sikker på, den er hensigtsmæssig under disse omstændigheder. Den seneste information fra eksperter taget i betragtning, har vi på dette tidspunkt besluttet at udsætte Masters Tournament, Augusta National Women's Amateur og Drive, Chip and Putt National Finals. 

- Til syvende og sidst har sundhed og velvære for alle forbundet med disse begivenheder samt indbyggerne i samfundet omkring Augusta ført os frem til denne beslutning. Vi håber, udsættelsen giver os den bedste mulighed for sikket at kunne afholde The Masters Tournament og vores amatørbegivenheder på et senere tidspunkt, lyder det blandt andet fra Ridley.

Ingen danskere var kvalificeret til The Masters, men Karen Fredgaard så frem til at spille med i Augusta National Women's Amateur ugen inden. Den historiske bedrift bliver nu sat på pause på ubestemt tid.

Langt størstedelen af de større tours verden over har indstillet aktiviterne på grund af Corona-virus. Indtil videre håber både PGA Touren og LPGA at spille turneringer midt i april, mens europatourens næste skemalagte turnering er Andalucía Masters med start 30. april. LET spiller fortsat i Sydafrika, men tourens stop i Saudi Arabien næste uge er blevet udsat. Dermed er profesionel golf – ligesom resten af verden – på vej mod et totalt stop. 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer