Masters: Dem vi tror på - og dem vi håber på | Golf.dk
Amerikanske spillere dominerer vores liste over de mest sandsynlige vindere af The Masters.

Foto: Getty Images

Masters: Dem vi tror på - og dem vi håber på

12/11 - 2020 | Claus Rødgaard Thomsen

Normalt vækker vi golfsæsonen til billeder af Amen Corner. I år lægger vi golfsæsonen i seng til de samme billeder.

En ny årstid og en Augusta National uden tilskuere gør The Masters 2020 til en helt særlig udfordring. 

Vi drister vores ti mest realistiske vinderbud her (ikke rangordnet). Og så giver vi vores tre bud på de bedste feel-good historier, der bare venter på at blive forløst.

Bryson DeChambeau

Derfor vinder han: Det kan godt være, at Augusta National kommer til at være vådere og spille længere i november end i april. Men der har aldrig nogensinde eksisteret en april måned, hvor nogen topspiller har slået så hårdt til en bold, som Bryson DeChambeau nu gør. Der spekuleres allerede nu i, at han kan drive flere af par 4-hullerne og slå sandjern ind til nogle af par 5-hullerne. Han er bookmakernes favorit.

Derfor vinder han ikke: Er aldrig sluttet i top-20 i The Masters. Du kan ikke vinde på Augusta uden at putte godt, og Bryson DeChambeau er blot nummer 59 på PGA Tour i strokes gained putting.

Dustin Johnson

Derfor vinder han: Er nummer et i verden. Er sluttet i top-3 i fem af sine seks seneste turneringer (og den sjette var en 6. plads i US Open). Kun DeChambeau slår længere end Johnson og banen ventes at favorisere de langtslående endnu mere i november. Det virker stensikkert, at Johnson vil være med fremme søndag eftermiddag.

Derfor vinder han ikke: Jaja, Johnson er så tit med fremme i majors. Men han vinder næsten aldrig af den grund. Er efterhånden lige så berømt for “nær ved og næsten” i majors og på vej til at blive sin generations Greg Norman. Han har kun majorsejr ud af 19 top-10 resultater. Har prøvet at blive nummer 2 i alle fire majors.

Rory McIlroy

Derfor vinder han: Fordi det er skæbnebestemt. Hvem anden end vidunderbarnet fra Nordirland skulle måske blive den sjette spiller til at vinde alle fire professionelle majors? Han mangler kun lige en grøn jakke, og når man er en ballstriker på McIlroys niveau, får man masser af birdiechancer på Augusta.

Derfor vinder han ikke: Fordi det er skæbnebestemt. Det blivende minde om Rory på Augusta kan meget vel blive, da han under finalerunden i 2011 rodede rundt ved husene langs 10.fairway efter et vildfarent drive. Han burde have vundet det år, hvor han førte med fire slag inden finalerunden og sluttede på en 15. plads. Rory er aldrig sluttet i top-3 på Augusta.

Det er sjældent en god idé at besøge husene langs banen, når man skal forsøge at vinde en major. Rory McIlroys finalerunde i 2011 blev en monumental skuffelse for nordireren.

Tiger Woods

Derfor vinder han: Han er Tiger Woods, så vi tør ikke lave denne liste uden ham. Intet er umuligt for verdenshistoriens måske bedste spiller, og hvis han bare liiiige kan strikke tre gode runder sammen, så fører instinktet ham over målstregen, sådan som det skete sidste år. Ingen i feltet kender Augusta National lige så godt som ham, og han er forsvarende mester.

Derfor vinder han ikke: Hans bedste placering i seks turneringer siden coronapausen er en 37. plads. Han er ikke engang i top-150 i driving distance. Hans krop fylder snart 45, men er betydeligt mere slidt og falmet end kanterne på fødselsattesten. Har det ekstra svært fysisk, når vejret er køligt.

Brooks Koepka

Derfor vinder han: Han er den dominerende spiller i majors over de sidste godt tre år med fire sejre. I de største turneringer er hans styrke enestående, da han er sluttet i top-4 i fem af sine sidste seks majors. Har godt nok kæmpet med knæskade og skuffende form i år, men er lige blevet nummer 5 ved Houston Open. Blev nummer 33 i sin første Masters, men i sine tre efterfølgende forsøg er han sluttet højere hver eneste gang, og sidste år var det kun Tiger, der kunne slå ham. Har alle redskaber til at vinde i denne uge.

Derfor vinder han ikke: Han mangler stadig at bevise, at han er den samme som før coronapausen og sin knæoperation. Har ikke vundet en turnering siden slutningen af juli 2019. Virker altid selvsikker, men kan tvivlen være sået i hjernen på den hidtil usårlige?

Jon Rahm

Derfor vinder han: Bookmakere og eksperter er tilsyneladende enige om, at han er det bedste europæiske bud på en vinder. Og hvorfor ikke? Han er kun 25 og vinder han en gang mere i år, har han vundet tre turneringer (på europatour eller PGA Tour) i hver af sine fire sæsoner som professionel. Har allerede været oppe og runde 1. pladsen på verdensranglisten og er aktuelt nr. 2. Hans spil har alt.

Derfor vinder han ikke: Kan have svært ved at styre temperamentet i modgang. Hans resultater i majors matcher ikke resten af cv’et. Har kun en enkelt top-3 i en major.

Justin Thomas

Derfor vinder han: Nærmest absurd stabil, når man tænker på, at han kun er 27. Har vundet 13 gange på PGA Tour, og har ikke været ude af verdens top-10, siden han vandt sin hidtil eneste major i august 2017. Har ligget i top-4 i verden ved udgangen af hvert eneste år siden da. Kommer lige fra en 2. plads ved ZOZO Championship og er ikke sluttet ringere end en 12. plads i sine sidste fire turneringer.

Derfor vinder han ikke: Det er svært at pege på mangler i hans spil i forhold til at begå sig på Augusta National. Alligevel er det den eneste major, hvor han aldrig er sluttet i top-10. Faktisk er hans sejr ved PGA Championship i 2017 hans eneste top-5 i en major. Han mangler stadig noget i de allerstørste turneringer.

Xander Schauffele

Derfor vinder han: Det må simpelthen komme snart for californieren, der elsker de store turneringer. 27-årige Schauffele er sluttet i top-10 i flere end halvdelen af de 13 majors, han har spillet i sin karriere - de fleste af gangene endda i top-5. Blev nummer 2 i Masters sidste år. Er i fin form, da han har spillet 13 turneringer siden coronapausen og er sluttet i top-25 i alle turneringer bortset fra en enkelt.

Derfor vinder han ikke: Vi mangler stadig at se, hvad der sker, når han står på de sidste huller i en major med den ene hånd på pokalen. Kan han så holde nerverne i ro?

Patrick Reed

Derfor vinder han: Det er kun tre år siden, at den 30-årige texaner knækkede koden til majors, men siden har han så også top-10 resultater i alle fire, inklusive en sejr på Augusta i 2018. Er som nummer 11 i verden den højest rangerende af alle tidligere Masters-vindere og selvtilliden er tilsyneladende altid i top.

Derfor vinder han ikke: Lignede en sandsynlig vinder af US Open for et par måneder siden, da han førte turneringen inden weekenden. Han lod det glide af hænde og sluttede helt nede på en 13. plads. Skal være bedre til at holde skruen i vandet denne gang.

Matthew Wolff

Derfor vinder han: Det ville på en eller anden måde passe ind i historien om golfåret 2020, hvor Collin Morikawa og Bryson DeChambeau er gået fra ingenting at have præsteret i majors til at vinde dem. Wolff er bare 21, men lader sig ikke imponere af noget som helst. Har en 2. plads og en 4. plads i karrierens eneste to majors og slår rigeligt langt til måske at blive den første debutant siden Fuzzy Zoeller i 1979, der kan vinde på Augusta. De sidste fire herremajors er vundet af gutter, der ikke tidligere havde vundet en af de helt store. Wolff kan blive den femte i rækken. 

Derfor vinder han ikke: Har spillet skuffende i sine sidste to turneringer, hvor han har en 73. plads og en 50. plads, så der skal et stort opsving i form til. Og så er en sejr på Augusta i første forsøg meget at forlange.

 

HVIS HJERTET SKULLE DIKTERE

Golf har aldrig leflet for romantikere og nostalgikere. Tænk bare på, hvad der skete med stakkels Tom Watson, der han lå til at vinde The Open som 59-årig. Eller tænk på, hvad der skete for Greg Norman, hver gang han stak snuden frem ved The Masters.

Men så på den anden side….., Tigers sejr sidste april fik voksne mænd kloden over til at kæmpe forgæves mod tårers fremspring. Hvem kan vinde i år og få os til at føle, at der er retfærdighed i verden, trods alt?

Lee Westwood

Han og Colin Montgomerie kan sammen skrive den definitive bog om, hvor god man egentlig kan blive til golf uden nogensinde at vinde en major.

Eller også kan Lee Westwood lade Monty alene om den opgave ved at vinde en major, lige inden han er klar til seniorgolf.

Den 47-årige englænder har spillet 64 majors i karrieren og er sluttet i top-10 i næsten hver tredje. Han har ni top-3 placeringer, hvoraf de tre er kommet på Augusta.

Har spillet sig tilbage i verdens top-50, og derfor er han også tilbage på Augusta National for første gang siden 2017.

Virker aldrig sur eller bitter over, at han ikke har fået den major, som talentet åbenlyst berettiger til. Kunne blive den ældste vinder af The Masters nogensinde - og en af de mest populære.


Jordan Spieth

Når et monstertalent som Jordan Spieth begynder at spille dårligt, forventer alle, at det kun er midlertidigt.

Efter nogle år bliver folk ængstelige. Har golfen virkelig mistet et af sine største talenter for bestandig? 

Manden var nummer 1 i verden som 22-årig og er kun en sejr ved PGA Championship fra The Grand Slam. Men han har intet vundet siden The Open i 2017. Han har misset cuttet i fire af sine sidste seks turneringer og har ikke præsteret bedre end en 10. plads i år.

Han er nu nummer 80 i verden, men en af golfens gentlemen, og en Spieth-sejr vil glæde mange. Har spillet The Masters seks gange og er sluttet i top-3 fire af gangene.

Jordan Spieth har haft masser af modgang de sidste tre år.

Phil Mickelson

Tiger fik lov at vende tilbage fra afgrunden og vinde en major sidste år. Mickelson har ikke haft de samme kriser som Tiger, men det ville være poetisk, hvis klodens næstbedste spiller over de sidste 25 år kunne blive den, som overtog Masters-titlen fra Woods.

Mickelson er 50, og han ville være den ældste major-vidner nogensinde. Han ville også komme i selskab med Jack Nicklaus og Tiger Woods som de eneste, der har vundet The Masters i tre forskellige årtier.

Han er nummer 64 i verden, så har ikke mistet grebet om sit spil. Men de fleste af hans resultater siden coronapausen har været middelmådige.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:2,230,169
  • Unique Visitor:145,318
  • Registered Users:162,214
  • Unregistered Users:31,160
  • Blocked Users:12,415
  • Published Nodes:15,821
  • Unpublished Nodes:300
  • Server IP:10.230.58.22
  • Your IP:3.238.70.175
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:261
    • This week:69,817
    • This month:287,499
    • This year:2,230,599

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk