Masser af dansk succes i Skotland | Golf.dk
Amalie Leth-Nissen er nummer 71 på verdensranglisten for amatører. Den placering har hun mulighed for at forbedre denne uge i Skotland.

Foto: Brian Rasmussen

Masser af dansk succes i Skotland

15/08 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Succesen udeblev for de tre danske drenge, der denne uge tog til det sydvestlige England for at spille Boys Amateur Championship på Saunton Golf Club. Efter første runde lå både Rasmus Bofill og Alexander Birk Topgaard med gode chancer for at slutte i top-64 ud af de 252 deltagere og avancere til hulspillet, men ingen af dem endte med at klare cuttet i +4.

På West Course var Bofill rundt i 75 slag, og det fik hans total til +5. På samme bane brugte Topgaard 78 slag for at slutte i +7 samlet. Juniordanmarksmesteren, Jamie Tofte Nielsen, blev nummer 142 i +9.

Blandt pigerne i Skotland gik det en hel del bedre. Slaget bliver udkæmpet på Panmure Golf Club, og der endte kravet for videre deltagelse med at blive +9.

Det havde tre af de fire danske deltagere ingen problemer med at opfylde. 

14-årige Amalie Leth-Nissen, den bedste danske damespiller på verdensranglisten, blev nummer 15 i +3, to slag foran Anne Normann på 34. pladsen. 

Kun syv spillede banen i 60'erne på anden runde, så de to danske talenters scores i 70 slag var blandt de bedre præstationer onsdag.

Mens juniordanmarksmesteren, Cecilie Leth-Nissen, sluttede tre slag fra cutgrænsen efter en 76'er, kan Natacha Høst Husted gå ind til hulspillet seedet som nummer 43 efter en 72'er og en samlet score i +6.

Ingen dansker har nogensinde vundet Girls Amateur Championship, men med tre landsholdsspillere videre til 1/32-finalerne er der chancer for at ændre på det denne uge.

Resultat drenge
Resultat piger
Hulspil piger

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer