Martin Ovesen blev højdespringer i Frankrig | Golf.dk
Martin Ovesen er blevet nummer otte og 10 på challengetouren i 2017.

Martin Ovesen blev højdespringer i Frankrig

18/06 - 2017 | Mikkel Ring Christensen

Man skal holde tungen lige i munden for at få succes på Saint-Omer Golf Club. Banen har rigeligt med udfordringer, så par er i højere kurs end på mange af challengetourens andre baner.

Det var Mark Haastrups turnering et godt eksempel på. En uge efter sin glimrende tredjeplads gik den 33-årige dansker tre runder i par og en i -1 ved Hauts de France Golf Open. Søndagens 71'er gav et hop på syv placeringer, så det endte med en samlet 14. plads.

Det var ikke nok til at slutte som bedste dansker i en turnering, hvor alle fire repræsentanter for Dannebrog klarede cuttet. Martin Ovesen startede dagen på 27. pladsen, og selvom han rundede turneringen af med 12 pars i træk susede han op gennem stillingen.

69 slag blev det til, -2, og det blev også den samlede score, hvilket gav en delt 10. plads, årets anden slutplacering blandt de 10 bedste fra Ovesens hånd, og den giver en præmie på 3.950 euro.

Ovesen sluttede fem slag bag vinderen Julien Guerrier. Franskmanden har spillet med i de seneste otte challengetour-turneirnger i St. Omer, og denne gang endte det med sejr efter en birdie på hul 17. Med den hoppede han op til -7, og det rakte rakte til en sejr på et slag ned til Ricardo Santos, Jack Doherty og Lorenzo Gagli.

Det blev til en beskeden delt 47. plads til Morten Ørum Madsen og Victor Østerby. De sluttede fem over par, og mens det ikke giver det store til Road to Oman ranglisten, så er fire runder en god optakt til næste uge, hvor Royal Oak er vært for Made in Denmark Challenge. 

Link til resultatet.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer