Mark Haastrup henter første top-10 i et år | Golf.dk
Mark Haastrup lavede 23 birdies i løbet af turneringen i Belgien.

Foto: DGU

Mark Haastrup henter første top-10 i et år

10/06 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

Der blev scoret lavt på L'Empereur Golf & Country Club, hvor KPMG Trophy blev rundet af søndag eftermiddag.

-22 skulle der til for at komme med i omspil, og den score nåede både Anton Karlsson, Pedro Figueiredo og Stuart Manley efter en birdie på 72. hul.

Med en birdie fra syv meter på første omspilshul blev det portugiseren Figueiredo, som hentede karrierens første sejr på challengetouren.

Mark Haastrup gik ind til finalerunden på fjerdepladsen med fem slag til toppen. Han havde en ganske fin søndag og kom rundt i 68 slag, men grundet de generelt lave scores resulterede det i et fald til ottendepladsen.

Den eneste danske finalist sluttede fem slag fra vinderscoren og fik 4.440 euro for præstationen. Det er Haastrups første top-10 placering, siden han blev nummer tre i samme turnering for et år siden.

Med ugens præmie rykker Haastrup frem til nummer 49 på Road to Ras Al Khaimah. 

Link til resultatet 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer