Mareridtsstart blev vendt til kæmpesucces | Golf.dk
Nicole Broch Larsen er godt kørende for tiden.

Mareridtsstart blev vendt til kæmpesucces

28/08 - 2017 | Claes Meldal

Power Rankings: Mens Made in Denmark optog Golfdanmark, leverede Nicole Broch Larsen en kæmpe præstation i USA – trods en miserabel finalestart.

Her får du ugens Power Rankings på Golf.dk, hvor vi tager pulsen på de hotteste danske golfspillere lige nu. Som sædvanlig vælger Golf.dk de fem skarpeste på et 100 procent subjektivt grundlag. Smid en kommentar, hvis din danske favoritspiller spiller drømmegolf og simpelthen skal med på listen næste gang.

1. Nicole Broch Larsen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 3 i Canadian Pacific Women’s Open (LPGA Tour)
Nicole Broch Larsen havde spillet sig i position til at jagte sin første sejr på LPGA Touren, da hun overnattede på en delt førsteplads før finalerunden. Den danske stjerne kom dog helt skævt i gang med sin søndagsrunde og satte tre bogeys på kortet på de første syv huller. Men så begyndte genrejsningen. Resten af vejen præsterede hun fire birdies – bl.a. på de to sidste huller – og nøjedes med en enkelt bogey. Det gav en flot og meget fortjent delt tredjeplads i selskab med det meste af verdenseliten. Fantastisk flot præstation.

2. Thorbjørn Olesen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 14 i Made in Denmark (European Tour)
Thorbjørn Olesen var det store håb med hensyn til at få den første danske vinder af Made in Denmark, men det danske es kunne ikke holde sig ude af roughen på finaledagen og fik aldrig sat et angreb ind på de førende spillere. Det hele endte med en – trods alt – godkendt 14. plads, selvom både vi og han selv havde håbet på mere.

3. Søren Kjeldsen
Sidste uge: 1
Seneste resultat: Nr. 23 i Made in Denmark (European Tour)
Med 18 birdies og masser af god golf kunne Søren Kjeldsen godt have sluttet længere fremme end den 23. plads, som han endte på. Ni bogeys på bagni i løbet af hele turneringen var dog alt for mange til at holde trit med toppen, og han måtte tage til takke med en placering uden for top 20.

4. Lucas Bjerregaard
Sidste uge: 3
Seneste resultat: Nr. 28 i Made in Denmark (European Tour)
Lucas Bjerregaard startede som lyn og torden i 1. runde i Made in Denmark, og tilskuerne begyndte at sætte næsen op efter noget stort fra Bjerregaards hånd. Desværre rendte han ind i en dobbeltbogey på 18. hul, så han måtte ”nøjes” med en 66’er. Sidenhen gik det lidt op og lidt ned for nordjyden, som aldrig kom i nærheden af de øverste pladser igen. Han endte med at få en 28. plads ud af anstrengelserne.

5. Morten Ørum Madsen
Sidste uge: 2
Seneste resultat: Nr. 11 i Rolex Trophy (Challenge Tour)
Morten Ørum Madsen gik glip af Made in Denmark i den forgangne uge, for han havde endnu vigtigere ting at tage sig til. Han satser alt på at få et kort til European Tour via Challenge Touren, og derfor stillede han op i Rolex Trophy i stedet. Og det var en god idé. Madsen besatte 11. pladsen og holder dermed fast i sin 31. plads på Challenge Touren. Håbet om en slutplacering i top 15 på Road to Oman-listen lever stadig.

Boblere
Sebastian Cappelen (nr. 25 i Winco Foods Portland Open (web.com Tour))

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer