- Man kan godt smile over at være på samme trofæ som Woods og Nicklaus | Golf.dk
The Eisenhower Trophy (i forgrunden) er imposant og skaffede dansk amatørgolfs tre stjerner Den Gyldne Golfbold.

Foto: Kennet Islandi Havgaard

- Man kan godt smile over at være på samme trofæ som Woods og Nicklaus

20/12 - 2018 | Claus Rødgaard Thomsen

Når man ser de seneste navne, der er indgraveret på Den Gyldne Golfbold, så forstår man godt, at Rasmus Højgaard, Nicolai Højgaard og John Axelsen måske lige skal kigge efter en ekstra gang for at fatte, hvem de er i luftlag med.

Siden en amatør sidste vandt i skikkelse af Emily Pedersen, er det Thomas Bjørn, Søren Kjeldsen, Thorbjørn Olesen og Lucas Bjerregaard, der har hævet det lille, men prestigefyldte trofæ.

Nu står de tre unge spilleres navne på Den Gyldne Golfbold, og kun en tåbe tør satse stort på, at de ikke også hver især vil bejle til den senere i deres individuelle karrierer.

Men Axelsen, Højgaard og Højgaard står side om side med endnu større navne på The Eisenhower Trophy, som de hev hjem til Danmark. Et resultat, der er hele forklaringen på, at de torsdag blev hædret med Den Gyldne Golfbold.

Stjerner som Luke Donald har vundet turneringen. Det samme har et par endnu større navne.

- Det er skide fedt, når man lige går listen igennem ser hvilke hold, der har vundet den og går lidt dybere og ser, hvilke spillere, der har været på de hold, så kan man godt smile lidt over, at Tiger Woods og Jack Nicklaus har været med til at vinde den, og at vi er de første danskere, der har været med til at vinde den, siger Rasmus Højgaard.

Vi tog en snak med de tre verdensmestre. Se første del af vores videointerview her.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer