Majorvindere deler førstepladsen i Tournament of Champions | Golf.dk
Inbee Park har spillet årets første 36 huller uden en eneste bogey.

Foto: Getty Images

Majorvindere deler førstepladsen i Tournament of Champions

18/01 - 2020 | Mikkel Ring Christensen

Et lille, eksklusivt felt på 26 spillere kæmper denne uge om årets første titel på LPGA Touren. Store navne over hele linjen, og et par af de største har lagt sig på førstepladsen efter 36 huller.

Diamond Resorts Tournament of Champions spilles på Four Seasons Golf & Sports Club Orlando, hvor Brooke Henderson var flyvende fredag. En bogey på dagens sidste hul ændrede ikke på, at den 22-årige canadier gik dagens bedste runde. Inden det tabte slag havde Henderson produceret fire birdies samt en eagle på 17. 

Runden i -5 bragte vinderen af Women's PGA Championship 2016 til -9 samlet. Den total matchede den syvdobbelte majorvinder Inbee Park med en 68'er. 

Som nummer 16 på verdensranglisten er 31-årige Park den sjettebedste sydkoreaner. Der er plads til maksimalt fire sydkoreanere på det olympiske hold, så Park har indledt sæsonen tidligere end vanligt for at forsøge at spille sig med til Tokyo og få chancen for at forsvare sin guldmedalje fra Rio.

Det er ikke nogen dårlig start. Park har indtil videre gået to bogeyfri runder og håber på et par stykker mere. Torsdagen blev tilbagelagt uden betydelig vind, men forholdene blev vanskeligere til anden runde.

- Jeg har spillet to virkelig solide runder uden bogeys, hvilket er rigtig godt. Det er en rigtig fin måde at starte året. Jeg har ikke lavet ret mange fejl på banen, og det håber jeg på fortsætter resten af året. Forhåbentlig kan jeg holde det kørende de næste to dage. I dag var betingelserne bestemt sværere med vinden. Jeg slog længere jern og missede nogle greens, men jeg var i stand til at komme godt ind-og-i nogle steder, sagde Park efter runden.

Den førende duo har et slag ned til mexicaneren Gaby Lopez på tredjepladsen. Derefter følger Celine Boutier, Nasa Hataoka og Sei Young Kim i -7, mens den førende spiller efter første runde, Danielle Kang, er alene på syvendepladsen i -6 efter en 73'er.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer