Majorsæsonen indledes med stærk dansk repræsentation | Golf.dk
Nanna Koerstz Madsen har bevist, hun kan tæmme Dinah Shore Tournament Course. Nu handler det om at gøre det fire dage i træk.

Foto: Getty Images

Majorsæsonen indledes med stærk dansk repræsentation

31/03 - 2021 | Mikkel Ring Christensen

Årets første major står for døren. ANA Inspiration spilles traditionen tro på Dinah Shore Tournament Course i det sydlige Californien, hvor vinderen siden midten af halvfemserne har taget springet i Poppie’s Pond ved 18. green.  

Mesterskabet fejrer jubilæum i 2021. Gennem tiderne har der været en række forskellige sponsorer, men skibet er stadig det samme i udgave nummer 50, som indledes torsdag.

Danmark har stadig sit første topresultat til gode, men med tre dannebrogsflag på startlisten skulle der være rimelige chancer for at overgå Iben Tinnings 35. plads fra 2007.

Emily Pedersen missede cuttet i 2018, hendes hidtil eneste start i ANA Inspiration. Hun missede også cuttet i årets anden turnering på Symetra Tour, efter det var blevet til en 42. plads i den første, men den kedelige start på 2021 ændrer ikke ved, at Pedersen har vundet fire gange på LET inden for de seneste syv måneder. Ved Women’s Open sidste sommer beviste den 25-årige fra Smørum også, at hun har kvaliteterne til at kæmpe med om majorsejre.

Med søndagens 12. plads i Kia Classic klatrede Nicole Broch Larsen tilbage ind i top-100 på verdensranglisten som nummer 96. Det var hendes første top-20 placering siden efteråret 2019, og formkurven kunne ikke være vendt stejlt opad på et bedre tidspunkt end lige før en af årets største opgaver. To gange har Broch Larsen klaret cuttet i ANA Inspiration. Hun har en 60. plads som sit bedste resultat.

For et halvt år siden blev Nanna Koerstz Madsen nummer 51 i den udsatte 49. udgave af majoren. Resultatet fortæller ikke historien om, at den 26-årige, som nu er flyttet til Florida, rent faktisk knækkede koden til Dinah Shore Tournament Course. Weekenden gik ikke som håbet, men efter 36 huller befandt Koerstz Madsen sig rent faktisk helt fremme på en delt tredjeplads. Evnerne forsvandt ikke halvvejs gennem turneringen, og de er heller ikke gået tabt i løbet af vinteren. Koerstz Madsen har indledt sæsonen på LPGA Touren med tre klarede cuts.

Pedersen tager hul på mesterskabet i første bold fra første tee torsdag. Det sker sammen med amerikanerne Jennifer Song og Emma Talley klokken 16.10 dansk tid. 11 minutter senere går Nicole Broch Larsen på banen sammen med Chella Choi og Caroline Inglis. Først klokken 21.22 bliver det Koerstz Madsens tur sammen med Yui Kawamoto og Sarah Schmelzel.

Der spilles om en samlet præmie på 3.1 millioner dollars med 465.000 til vinderen.  

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:3,160,784
  • Unique Visitor:177,668
  • Registered Users:166,753
  • Unregistered Users:31,294
  • Blocked Users:12,450
  • Published Nodes:16,327
  • Unpublished Nodes:316
  • Server IP:10.230.58.22
  • Your IP:34.204.185.54
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:10,197
    • This week:98,075
    • This month:406,993
    • This year:3,161,436

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk