Majorkongen Koepka træder i karakter på Augusta | Golf.dk
Brooks Koepka vandt US Open i 2017 og 2018. I 2018 vandt han også PGA Championship. Han fortsætter ufortrødent ved The Masters.

Foto: Getty Images

Majorkongen Koepka træder i karakter på Augusta

12/04 - 2019 | Claus Rødgaard Thomsen

Brooks Koepka viser alle tegn på at fortsætte sin fænomenale formkurve i majors. Efter at have vundet tre af de sidste seks majors, han har deltaget i, har han lagt sig i spidsen for den 83. udgave af The Masters Tournament på Augusta National.

Han deler førstepladsen med Bryson DeChambeau efter en torsdag, hvor både Lucas Bjerregaard og Thorbjørn Olesen har lagt sig godt til i den samlede stilling som henholdsvis nummer 11 og 21.

Der var ellers mange spørgsmålstegn og ikke mindst kritik hængende over hovedet på den 28-årige Koepka, som havde smidt et to-cifret antal kilo for noget så ugolfet som at posere for et fitness-magasin. Et vægttab som angiveligt skulle være kilden til nogle halvlunke resultater, siden han blev nummer to ved Honda Classic i begyndelsen af marts.

Men Koepka kan være ligeglad med kritikken, så længe han bliver ved med at spille sådan på de allerstørste scener. Torsdag lagde han ud med en runde i 66 slag (-6)

Det placerer ham øverst i pyramiden sammen med Bryson DeChambeau.

Hvem du holder med ved Masters afslører en del om dig selv

De to kan kigge ned på navne som Phil Mickelson, Ian Poulter, Jon Rahm, Dustin Johnson og mange flere, der har placeret sig prominent på et leaderboard, der i tæthed minder om en trafikprop på Køge Bugt-motorvejen en mandag morgen.

Bryson DeChambeau mangler endnu en majorsejr, men har vundet fem turneringer på mindre end et år. Den uortodokse amerikaner, der spiller med single length-jern og sætter en ære i sin videnskabelige tilgang til sporten, var lige ved at hole fulde jernslag på såvel 16. som 18. hul. Han skrev under på en runde i 66 slag efter i alt seks birdies på de sidste syv huller. Han indhentede dermed Brooks Koepka, som længe så ud til at skulle overnatte alene på førstepladsen.

Leaderboard har noget for enhver smag. Vi danske fans bliver i hvert fald ikke svigtet af vores repræsentanter. Og ditto for romantikerne, der elsker at se koryfæer bruge deres lokalvisdom til at komme rundt i få slag. Den altid uforudsigelige Phil Mickelson satte fra land med en runde i 5 under par og er alene på 3. pladsen.

Og hvad med Bernhard Langer, der efterhånden er blevet 61 år? Det er 26 år siden, han vandt den sidste af sine to Masters-sejre.

Det tynger dog tilsyneladende ikke den 39-foldige vinder på den amerikanske seniortour. Han holede sit indspil på 18. green for en birdie og en runde i 71 slag. Det rækker til en placering i top-25 side om side med den 32 år yngre Thorbjørn Olesen.

Et par store skuffelser er dog også at finde.

Jordan Spieth har været i formkrise for nylig. Han har ikke vundet siden The Open i 2017, og han er rutschet helt ned som nummer 33 i verden. Alligevel havde mange troet på en genkomst fra Spieth i denne uge, Han er trods alt aldrig sluttet dårligere end en 11. plads i sine fem deltagelser på Augusta National.

Men en synligt frustreret Jordan Spieth havde store vanskeligheder. På 6. og 9. hul kunne han ikke engang få sine indspil få meter fra green til at blive liggende på de hurtige putteoverflader. En dobbelt bogey og en bogey på de to huller førte ham til en runde i 75 slag, en tangering af hans dårligste runde nogensinde på Augusta National.

Også Justin Rose, som er verdens nummer et og blandt de allerstørste favoritter i denne uge, havde en en forbløffende svær dag. Verdens nummer et har spillet Masters 13 gange, og er sluttet i top-25 alle gangene bortset fra to. Men efter en runde i 75 slag (+3) med flere fejlslagne korte putts risikerer englænderen ligesom Spieth at misse Masters-cuttet for første gang i karrieren.

Link til stillingen

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer