Madsen nærmer sig toppen | Golf.dk
Morten Ørum Madsen har kurs mod sæsonens tredje top-10 placering på challengetouren.

Foto: Getty Images

Madsen nærmer sig toppen

15/09 - 2017 | Mikkel Ring Christensen

Morten Ørum Madsen har prøvet at vinde på europatouren, men på challengetouren er hans bedste resultater tre andenpladser. Den seneste kom i juli og er en afgørende grund til, at han er nummer 34 på ugens Road to Oman.

I sin turnering nummer 44 får han en ny chance for at vinde en titel, for på anden runde af Irish Challenge rykkede den 29-årige jyde op i topstriden.

Fredag forbedrede Madsen sig med tre slag i forhold til første runde, da han gik Mount Wolseley Golf Resort i 69 slag. Samlet gav det et spring frem på syv placeringer til en delt femteplads i -3.

Derfra er der to slag op til Julien Guerrier på andenpladsen og fem slag til Oscar Lengden i front for det hele. Svenskeren vandt sidste uges turnering og er igen kommet buldrende fra start i Irland. For anden dag i træk kunne svenskeren nøjes med 68 slag, og totalen i -8 giver altså et forspring på tre slag med til weekenden.

- Min selvtillid er skyhøj lige nu. Det er næsten for meget. Jeg forsøger at få mig selv ned på jorden, og det er svært. Men det er vigtigt at forholde sig neutral og sænke forventningerne, sagde Lengden til challengetouren.

Madsen bliver ikke den eneste dansker i weekenden. Benjamin Poke (73) og Martin Ovesen (75) deler 50. pladsen i +3.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer