Made in Austria - Wiesberger troner i Himmerland | Golf.dk
Wiesberger vandt seneste på europatouren i 2017. Dengang var det i Kina. Nu kan han også kalde sig vinder af Made in Denmark.

Foto: Getty Images

Made in Austria - Wiesberger troner i Himmerland

26/05 - 2019 | Claus Rødgaard Thomsen

Bernd Wiesberger er vinder af Made in Denmark 2019.

En runde i 66 slag var nok til, at østrigeren sluttede turneringen i -14 og holdt skotske Robert MacIntyre bag sig.

Læs Bernd Wiesbergers reaktion efter sejren her.

Made in Denmark udviklede sig reelt til en duel mellem Bernd Wiesberger og Robert MacIntyre over de sidste huller.

11. hul har spillet som det klart sværeste af banens tre par 5-huller denne uge, og da Bernd Wiesberger lavede eagle der ved at hole et wedgeslag virkede det som et klart tegn på, at det kunne blive østrigerens dag.

Det var dog først, da den unge skotte Robert MacIntyre slog sit drive out-of-bounds på hul 17, at gravøren kunne begynde at øve sig i at stave til Wiesberger.

Og dog.

Robert MacIntyre reddede en flot femmer på 17., og da Bernd Wiesberger slog sit drive i strafområdet på det svære 18. hul var det atter “game on”.

22-årige MacIntyre udviste nemlig nerver af stål og satte efterfølgende sit drive midt i fairway. Imidlertid kunne han ikke præstere bedre end en par på banens sværeste hul for ugen. Og da Bernd Wiesberger var i stand til at redde bogey efter et drop ved stramfområdet, var turneringen ovre.

Bernd Wiesberger er nummer 389 på verdensranglisten og dermed er han den lavest rangerende vinder af Made in Denmark nogensinde. Alligevel er han lige præcis den type spiller, som arrangørerne håbede, at den fordoblede præmiesum fra og med 2019 ville tiltrække.

Bernd Wiesberger er nemlig ikke nogen hr hvem-som-helst i europæisk golf, selvom han næppe bliver nævnt hyppigt i samtalerne hjemme ved de danske køkkenborde.

Men den 33-årige mand fra Wien har nu vundet fem gange på europatouren (det samme som Thorbjørn Olesen), og han har vundet mere end ti millioner euro i en karriere, som også tæller 19 deltagelser i majors med en 15. plads ved PGA Championship som bedste resultat.

På tredjepladsen sluttede Romain Langasque, der som Robert MacIntyre er på europatouren i år efter et flot år på challengetouren i 2018.

Fjerdepladsen blev delt af Oliver Wilson, Pablo Larrazábal, Chris Paisley, Paul Dunne og Max Schmitt.

Jeff Winther blev bedste dansker på en delt 18. plads. Det er en tangering af Winthers eget bedste fra 2016, og Kokkedal-spilleren kan i hvert fald ikke lastes, at Made in Denmark 2019 blev det mest skuffende nogensinde set med danske briller.

Link til stillingen

 

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer