Møller og Bæk holder kursen mod Final Stage | Golf.dk
Niklas Nørgaard Møller kvalificerede sig til challengetouren gennem sin sejr på Nordic League. I spanien kæmper han for tiden for at springe hele vejen op til europatouren.

Foto: Henrik Schou

Møller og Bæk holder kursen mod Final Stage

08/11 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Spillerne på Q-School Second Stage kan se frem til 10 turneringsrunder i Spanien i løbet af kun 14 dage. I bedste fald. Kun cirka en fjerdedel går videre til finalen fra hver af de fire baner, 20 spillere fra hver.

På Desert Springs i Almeria er Niklas Nørgaard Møller og Peter Launer Bæk godt på vej mod Lumine, som er vært for Final Stage fra torsdag i næste uge. Begge åbnede turneringen med runder i 68 slag for at lægge sig på 13. pladsen, og fredag fulgtes de også ad. 

De afleverede 73'ere, men selvom det var fem slag mere end førstedagen, rykkede de helt frem til ottendepladsen.

Halvvejs gennem turneringen er -1 kravet for at avancere, så de to danskere har et glimrende udgangspunkt.

Der er mere arbejde at gøre for spillerne på Club de Golf Bonmont, hvor -1 også er grænsen for avancement efter 36 huller, men Nicolai Tinning gjorde en stor del af arbejdet for at rette op på sin 76'er fra første runde. Efter fire tidlige bogeys kæmpede han sig tilbage til -1 for dagen og klatrede 31 placeringer opad til 38. pladsen. Tinning er tre slag over par samlet.

Det gik den anden vej for Oliver Hundebøll, som dumpede ned til 64. pladsen efter en 78'er.

På Las Colinas er Marcus Helligkilde bedste dansker efter runder i 72 og 71 slag. I +1 er han tre slag fra en delt 20. plads.

Landsholdsspilleren Andreas Hillersborg faldt tilbage til 61. pladsen i +4 efter en 76'er. Han er to slag bedre stillet end Mathias Gladbjerg (77), mens Jeppe Huldahl (77) er 10 slag over par og nede blandt de sidste i feltet.

På Alenda Golf, hvor Mark Haastrup, Nicolai Kristensen, Lasse Jensen og Morten Ørum Madsen er til start, er der endnu ikke registreret scores for fredagens runde.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer