Må man have headcover på når man udmåler køllelængder? | Golf.dk
Skal du tage headcover af køllen, når du skal udmåle afstand ved hjælp af din kølle?

Foto: Getty Images

Må man have headcover på når man udmåler køllelængder?

25/01 - 2019 | Ole Haag

Når Golf.dk viser regelvideoer, som indeholder sekvenser med udmåling af lempelsesområder, kommer der ofte kommentarer til, at lempelsesområdet måles med en driver med headcover på.

Det er en generel misforståelse, at man ikke må have covers på, når man udmåler køllelængder, både efter de gamle og nye regler. Det må man gerne, men man må ikke inkludere omfanget af et cover i længden, og man skal derfor altid sørge for at markere sin udmåling inden for omfanget af coveret, og naturligvis sikre sig at at "køllelængden" er korrekt udmålt.

Der findes en “Interpretation” (fortolkning) under Definitionerne om dette: “Hvis køllen har headcover på eller har påhæftet noget for enden af grippet, så må ingen af de dele medregnes som en del af køllen, når der udmåles”. Køllelængden går præcist fra køllens sål til toppen af grippet uden nogen "forlængelser". Men coveret må altså gerne være på.

Det bør du også vide om udmåling

Når der skal spilles fra et angivet lempelsesområde, er der ingen krav om udmåling. Der er derimod et krav om en maksimumstørrelse og korrekt placering af de en eller to køllelængder.

Det kan være særdeles tidsbesparende, at udmåle med coveret på  - eller slet ikke at bruge tid på udmåling!

I mange tilfælde kan man komme hurtigt videre med blot at droppe fra det tilhørende referencepunkt uden udmåling. Hvis en droppet eller placeret bold tydeligt ikke overskrider grænsen for det pågældende lempelsesområde, så er alt i orden.

Præcis udmåling er egentlig kun nødvendig, når man som spiller af forskellige årsager ønsker at have hele det mulige lempelsesområde til rådighed, eller når man som medslagspiller/modstander ønsker at verificere, at en droppet eller placeret bold holder sig inden for grænsen. I sådanne tilfælde anbefales det at bruge køllen uden cover for tydelighedens skyld.

Og selv om det ikke er krævet, så kan det anbefales altid at markere referencepunktet med en tee. Så ved vi også hvor udgangspunket for droppet er.

 

Interpretation Club-Length/1 - Meaning of "Club-Length" When Measuring

For the purposes of measuring when determining a relief area, the length of the entire club, starting at the toe of the club and ending at the butt end of the grip is used. However, if the club has a headcover on it or has an attachment to the end of the grip, neither is allowed to be used as part of the club when using it to measure.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer