Lynnedslag sender fem tilskuere på hospitalet ved Tour Championship | Golf.dk
To lyn slog ned på East Lake, og det ene ramte et træ på banen.

Foto: Kevin Cox/Getty Images

Lynnedslag sender fem tilskuere på hospitalet ved Tour Championship

25/08 - 2019 | Kasper Ørkild

De førende spillere havde kun spillet fem huller, da tredje runde blev indstillet af Tour Championship. Et heftigt uvejr ramte nemlig East Lake-banen ved Atlanta. Spillet genoptages først søndag eftermiddag dansk tid.

Seks tilskuere blev også ramt af trærester, da et lynnedslag ramte et træ på banen. Fem af dem blev kørt på hospitalet, men PGA Tour meddeler, at alle menes uden for livsfare.

Alle blev ellers bedt om at forlade banen og søge ly, da uvejret ramte anlægget.

- Når vi indstiller spillet, opfordrer vi alle til at forlade banen og finde ly, hvor de kan. Vi åbnede for alle publikumsområder og lignende, der havde jordforbindelse. Man har at gøre med en masse mennesker, og man skal agere hurtigt, udtaler Mark Russel, der er vicepræsident for regler og turneringsafvikling ved PGA Tour.

Klokken 14 forventes spillerne at fortsætte spillet.

Brooks Koepka nåede at lave to bogeys, inden spillet blev indstillet. Dermed er Justin Thomas på førstepladsen, når tredje runde genoptages.

Se hele stillingen her.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer