Lydia Ko på vej mod sejren | Golf.dk
Lydia Ko har grund til at smile. Tirsdag fyldte hun 21 år, og hun går ind til finalerunden på førstepladsen.

Foto: Getty Images

Lydia Ko på vej mod sejren

29/04 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

Som teenager vandt Lydia Ko 14 gange på LPGA Touren. Hun satte rekorder ikke engang Tiger Woods kan måle sig med, men siden juli 2016 har der været sejrstørke.

Træneren er blevet udskiftet, det samme er udstyret, og caddien, der havde været med til at vinde det meste, er for længst blevet fyret. Det har ikke fået New Zealænderen til at spille dårlig golf – hun har hentet tre andenpladser og en tredjeplads siden sin seneste sejr – men det spil, der gjorde hende til den altdominerende nummer ét i verden, har ikke været til at spore.

Tirsdag fyldte Ko 21 år, og noget kan tyde på, at den mærkedag indleder en ny storhedstid. Ko har allerede to sejre på Lake Merced Golf Club i Californien, og søndag får hun mulighed for at fuldende sit hattrick.

Tredje runde gik Ko i 67 slag, og det bragte hende alene i front i -11. Hun har et enkelt slag ned til Jessica Korda på andenpladsen og tre til Minjee Lee på tredjepladsen.

- Jeg er tilfreds med måden, jeg spillede på. Jeg skal bare forblive positiv derude og fortsætte med at spille mit spil uden at bekymre mig om, hvad alle andre foretager sig, sagde Ko til LPGA Touren. 

Det er en opskrift, som har bragt enorm succes med sig tidligere, men efter så lang tid uden sejr kræver det måske noget ekstra at holde sig til planen.

Det bliver ikke Emily Pedersen, som kommer til at true Ko i toppen af stillingen. Den eneste tilbageværende dansker gik tredje runde i 77 slag, og med den dryssede hun ned til 72. pladsen i +7.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer