Lunding stikker af på hjemmebanen | Golf.dk
Andreas Lunding spiller sin første sæson som professionel og har sat kursen mod karrierens største resultat.

Foto: ECCO Tour

Lunding stikker af på hjemmebanen

19/09 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

For anden dag i træk var Andreas Lunding rundt i 67 slag på hjemmebanen, Kokkedal Golfklub. Det har bragt ham 10 under par og giver et forspring på fire slag inden de afgørende 18 huller ved Willis Towers Watson Masters.

Torsdag lavede Lunding ikke en eneste bogey, og det har til dels noget at gøre med lokalkendskabet. 

- Jeg spiller rigtigt solidt og giver mig selv en masse chancer. Jeg kender jo banen, og jeg ved, hvor jeg skal putte eller chippe fra med de pindplaceringer, vi har haft de første dage, siger Lunding til ECCO Touren.

De nærmeste udfordrere til titlen kommer fra de skandinaviske nabolande, Nordmanden Petter Mikalsen og svenske Jesper Billing er begge seks under par inden fredagens finale.

Der skal storspil til, hvis andre danskere end Lunding skal blande sig i kampen om sejren. Nicolai Nøhr Madsen har del i syvendepladsen i -3 efter dagens arbejde i 71 slag.

Et slag efter følger amatøren Frederik Severin Tøttenborg på en delt 12. plads, mens favoritten ved turneringens start, Niklas Nørgaard Møller, er nummer 21 i par efter en skuffende 74'er på anden runde.

Cuttet faldt i +4. 21 danskere er videre til finalerunden.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer