Lumske udsigter på Quail Hollow | Golf.dk
Søren Kjeldsen havde svært ved at få den gode træning med ud på banen

Foto: Getty Images

Lumske udsigter på Quail Hollow

11/08 - 2017 | Martin Rahbech

Alle kender behovet for en pause. I golf kan man jo ikke bare holde en pause midt i en turnering, men der var torden i luften over Quail Hollow, og så blev spillet sat på pause ved PGA Championship.

Timingen var god for Thorbjørn Olesen, for han spillede inden pausen ni huller, og dem klarede han i +4. 

Thorbjørn Olesen havde ikke sit skarpeste spil, og det blev straffet, da han fik dobbeltbogeys på både 15. og 16. hul.
Han slog en bold væk på 15. og slog bolden i vandet på 16., og man bliver straffet maksimalt på Quail Hollow.

Når han får adgang til turneringen igen er der jo ni huller i vente, og det er en frisk start fra en foreløbig 18. plads i par.

Tidligt på dagen var Søren Kjeldsen og Thomas Bjørn i aktion, og deres turneringer stoppede der.

Thomas Bjørn fulgte sin åbningsrunde i 79 slag op med en 77’er og er på en foreløbig 143. plads. 

Søren Kjeldsen er på en foreløbig 118. plads, da han fulgte sin ganske fine åbningsrunde i 73 slag op med en 78’er.

- Niveauet er der ikke helt. Det er lidt noget sjovt noget. Jeg spillede godt de to uger i Storbritannien og trænede godt i de uger. Så er det som om, der kommer en afstand mellem den måde jeg træner på og den måde jeg spiller på. Banen er ekstra svær, når man ikke kører på fuld damp, så bliver man straffet. Jeg kæmper godt nok med det jeg har, men niveauet er ikke højt nok, sagde Søren Kjeldsen efter sin runde til Viasat Golf.

Med i formiddagens bolde var også Kevin Kisner, der fulgte sin åbningsrunde i 67 slag perfekt op med endnu en 67'er og han er foreløbigt alene i spidsen i -8. Hans nærmeste konkurrent er Hideki Matsuyama, der er i -6, men han har kun spillet 14 huller. Dem har han klaret uden bogeys og i -5 indtil videre.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer