Lucas nedlægger Tigeren | Golf.dk
Lucas Bjerregaard er blandt de sidste fire ved WGC - Match Play.

Foto: Getty Images

Lucas nedlægger Tigeren

30/03 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Mangen en spiller gennem tiderne er blevet den lille i kamp mod Tiger Woods. Den 14-dobbelte majorvinder har med sin blotte tilstedeværelse sendt modstandere i knæ. Effekten har været så stært, at han ofte ikke har behøvet i nærheden af sit bedste spil for at vinde.

Sådan gik det ikke, da Woods i kvartfinalen ved WGC – Dell Technologies Match Play kom op imod en 27-årig nordjyde ved navn Lucas Bjerregaard. Det er tvivlsomt, om Tiger kendte noget til sin modstander inden starten på deres match, men i løbet af 18 huller har verdens nummer 52 helt sikkert gjort et stort indtryk på den tredobbelte vinder af turneringen.

Bjerregaard matchede Woods hele vejen, og det selvom Tigeren kastede alt hvad han havde efter danskeren.

Woods lavede syv birdies på Austin Country Club, men det var ikke nok til at ryste rookien af sig. 

Amerikaneren havde en smal føring det meste af vejen, men på 16. hul rullede Bjerregaard en eagle i hul på tværs af green. På 17. fik begge spillere birdie, og da Woods kiksede sit indspil og missede puttet for par på sidste hul, var det danskeren, som bookede pladsen i søndagens semifinaler.

Naturligvis var det var en glad vinder der udtalte sig til amerikansk tv umiddelbart efter afgørelsen.

- Vi havde en fantastisk match. Det var en skam, det skulle ende på den måde. Jeg har aldrig spillet med ham før. Det var en særlig oplevelse, og det er ikke mange, der kan sige, de har slået Tiger.

Oplevelsen er noget, Bjerregaard sent vil glemme.

- Det er så forskelligt fra alt, jeg har spillet før. Jeg har aldrig før hørt folk råbe en spillers navn så mange gange. Jeg nød det, men det må være svært for ham at gøre det hver dag, sagde vinderen.

Det var Bjerregaard, som kom bedst fra start i opgøret. På første hul slog han bolden tæt på og fik birdie ud af det. På andet hul havde han en god chance for at bringe sig 2Up, men forsøget gled uden om hullet.

Derfra tog Woods over og bragte sig 2Up med tre birdies i træk. Par var nok for Bjerregaard til at trække et hul tilbage på syvende, og med en birdie på 10. hul udlignede danskeren.

Woods var foran igen, da Bjerregaard slog i vandet på 11., men forsvinde – det ville Bjerregaard ikke. 

Woods har vundet 18 World Golf Championships. For Bjerregaard var matchen mod Tiger karrierens kun 13. runde i WGC-regi. Men den uprøvede mand havde is i blodet, da det hele skulle afgøres. 

Det er ikke første gang at Woods - den måske bedste golfspiller nogensinde - er blevet slået i direkte duel med en dansker. Tilbage i 2001 spillede han alle fire runder ved Dubai Desert Classic med Thomas Bjørn, og på allersidste hul, var det Bjørnen, som slog Tigeren ud. De mødtes igen 10 år senere i første runde af WGC - Match Play, og igen var det Bjørn, som trak det længste strø i en match, der måtte ud på ekstrahuller for at finde en vinder.

Viasat Golf fik også en kommentar med på vejen, inden Bjerregaard kunne slå benene op.

- Jeg var mindre nervøs under denne runde end mod Stenson. Jeg kan ikke forklare hvorfor, men måske fordi det var imod Tiger, og så forventer man ikke så meget.

- Det har været en lang dag, jeg er helt færdig og klar til at komme hjem i puttekassen, sagde han.

Søndag skal han spille to runder - uanset hvordan det går i semifinalen. Der skal han møde Matt Kuchar, som slog Sergio Garcia i en kontroversiel match. I den anden semifinale mødes Francesco Molinari og Kevin Kisner.  

For første gang i karrieren vil Lucas Bjerregaard værre Danmarks bedste golfspiller, når verdensranglisten opdateres mandag. Han vil også blive mindst 574.000 dollars rigere. Det er, hvis han slutter på fjerdepladsen. Vinderen vil blive beriget med 1.745.000 dollars. 

Ingen dansker har nogensinde vundet en turnering tællende på PGA Touren. Det kan Bjerregaard ændre søndag. 

Link til stillingen  

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer