Lucas debuterer på PGA Tour | Golf.dk
Lucas Bjerregaard er med i Honda Classic.

Foto: Getty Images

Lucas debuterer på PGA Tour

28/02 - 2019 | Pressemeddelelse

Følgende er taget fra en pressemeddelelse fra Discovery Networks, som transmitterer fra PGA Tour

Der er PGA TOUR-debut til Lucas Bjerregaard i denne uges The Honda Classic, hvor danskeren har fået en invitation, og dermed spiller i USA for første gang siden US Open i 2015.

Hele turneringen kan ses på GOLFTV.

Der er dansk deltagelse blandt de 144 spillere i The Honda Classic på PGA National. Efter sidste uges World Golf Championship (WGC) i Mexico har Bjerregaard fået en invitation til PGA TOUR og bliver således i USA og forbereder sig til THE PLAYERS Championship om to uger. Det bliver Lucas Bjerregaards første start i en ”almindelig” PGA TOUR turnering, efter han tidligere har spillet US Open og World Golf Championship turneringer med deltagelse af hele verdenseliten.

Bjerregaard skal op mod flere af verdens allerbedste spillere, blandt andet den forsvarende mester Justin Thomas, Brooks Koepka og Rickie Fowler. Tre af verdens 10 bedste spillere er således til start, men også sidste års nummer to og tre, Luke List og Alex Norén er med på PGA National i Palm Beach Gardens i Florida. 

The Honda Classic har otte tidligere vindere af turneringen med i feltet, deriblandt Ernie Els, der i sin rolle af kaptajn for det Internationale President’s Cup hold, også skal holde øje med andet end sit eget spil. Det får han også rig mulighed for de to første dage, hvor Els spiller sammen med australske Adam Scott og Thailands Kiradech Aphibarnrat, der begge kandiderer til holdet. De tre er en af torsdagens Featured Groups, som kan følges live på GOLFTV fra kl. 13.00.
PGA National er især kendt for hullerne 15, 16 og 17 også kendt som ”The Bear Trap”, designet af Jack Nicklaus med vand i spil på alle tre huller. To par tre huller og et næsten 400 meter langt par 4 hul. 

”Det bliver vundet eller tabt her”, sagde Nicklaus om de tre huller, da de blev indviet. Siden 2007 er ikke mindre end 1310 bolde endt i vandet på et af de tre huller, og i 2018 var Andrew Novak den eneste spiller i feltet, der ikke noterede en bogey på et af hullerne.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer