Lucas Bjerregaard vil spille mere i USA | Golf.dk
I WGC - Match Play hentede Lucas Bjerregaard et af de bedste danske resultater nogensinde på amerikansk jord. Han satser på at få mange flere muligheder for at hente topplaceringer i USA.

Foto: Getty Images

Lucas Bjerregaard vil spille mere i USA

01/04 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Det var med blandede følelser, at Lucas Bjerregaard gjorde status over sin debut i WGC – Dell Technologies Match Play. Nok var han ansvarlig for at ekspedere Justin Thomas, Henrik Stenson og Tiger Woods ud af turneringen, men søndagen blev en skuffelse med to nederlag.

- Det har været en fantastisk uge, selvfølgelig. Jeg kan ikke stå og sige, det har været en dårlig uge. Vi startede 64 spillere, og jeg er en af de fire sidste. Men at tabe to gange samme dag, det gør ondt.

- Jeg havde en god match mod Kooch i morges, og jeg fik gjort det spændende på de sidste par huller. Desværre var jeg ikke i stand til at gøre det samme mod Frankie, sagde han ifølge ASAP Sports efter nederlaget på 4&2 til Molinari.

Bjerregaards talent har altid været åbenlyst, men måske har han ikke selv været fuldstændig klar over, hvor god han er. Der kan dog ikke være nogen tvivl tilbage efter denne uge i Texas, men derfor gør det alligevel ondt, når afslutningen ikke er som i drømmene.

- Det giver en masse selvtillid. I dag stinker. Jeg må være ærlig. Jeg havde en masse selvtillid fra i går og fra gruppespillet, men i dag stinker virkelig... jeg havde ikke mit bedste spil, desværre. Ja, jeg blev bare ved med at lave fejl, sagde han.

Med fjerdepladsen rykker den 27-årige frem som bedste dansker på 43. pladsen på verdensranglisten – hans bedste i placering i karrieren. Det er gået stærkt for frederikshavneren. For et år siden var han uden for top-200. Efter den seneste tids resultater i Mexico, Florida og nu Texas har han gode kort på hånden i forhold til at spille sig til en kategori på PGA Touren. 

- Det er selvfølgelig et mål. Jeg ville elske at spille lidt mere herovre. Jeg har nydt de seneste uger. Så det ville være rart at have mulighed for at spille i det mindste en smule mere herovre. Forhåbentlig kan jeg spille godt de næste par uger og få klaret skærene, sagde han.

Fra Austin begiver Bjerregaard sig nu et par hundrede kilometer sydpå til San Antonio. Der spiller han med i Valero Texas Open som den sidste forberedelse til debuten i Masters på Augusta National fra 11. april.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer