LPGA dropper tourskolen | Golf.dk
Nanna Koerstz Madsen (tv) er nu helt sikker på at have LPGA-status i 2021. Emily Pedersen (th) må væbne sig med ekstra tålmodighed i bestræbelserne for at komme tilbage på verdens stærkeste tour.

Foto: Emil Hornstrup

LPGA dropper tourskolen

21/05 - 2020 | Claus Rødgaard Thomsen

Verdens suverænt stærkeste dametour, LPGA Tour, har nu endegyldigt besluttet, at der ikke bliver nogen tourskole i efteråret 2020.

Offentliggørelsen kommer ikke som noget chok. Mange har ment, at debutanter på touren fortjener en bedre chance for at forsvare deres kort, end de har fået under corona-krisen og dens utallige aflysninger.

- Jeg ved godt, at det her er en forfærdelig nyhed for unge college-spillere, der gerne vil på Q-School. For de fleste Symetra Tour-spillere, som vil spille sig på den store tour, er det også en forfærdelig nyhed. Men alle får nu det i 2021, som de har gjort sig fortjent til i 2019, og nu slipper vi for en masse ængstelse i forhold til, hvad der kan ske i 2020, siger Mike Whan, der er direktør for LPGA Tour.

Han nævner, at mange LPGA Tour-spillere bor i lande, som de ikke har mulighed for at rejse fra lige nu, uanset hvad LPGA Tour måtte kunne tilbyde af tests.

LPGA Tour holder dog en lillebitte kattelem åben for spillere, der drømmer om nyvunden LPGA Tour-status i 2021. De fem bedste fra Symetra Tour (med mindst otte spillede turneringer) kommer nemlig til at rykke op - normalt plejer der at være ti pladser. Det var via tre sejre på Symetra Tour i 2017, at Nanna Koerstz Madsen genvandt sit LPGA Tour-kort.

Hun er nu en etableret spiller på LPGA, og sammen med Nicole Broch Larsen kan hun arbejde ud fra en sikker forvisning om, at hun også er LPGA Tour-spiller i 2021.

Anderledes ser det ud for Malene Krølbøll og Emily Pedersen. Førstnævnte spiller på Symetra Tour i år, mens sidstnævnte har spilleret på både Symetra Tour og Ladies European Tour. For dem er nåleøjet til LPGA Tour klemt ind til noget, som selv en sytråd dårligt kan penetrere.

Nyheden er dog givetvis en kæmpe lettelse for de spillere, der lige var i gang med at prøve at etablere sig på touren. Når de ikke længere risikerer nedrykning vil presset på dem blive lettet betydeligt.

LPGA Tour har også meddelt, at man aflyser turneringen Meijer LPGA Classic for i år. Førstkommende turnering i programmet, som det ser ud lige nu, er Marathon Classic, som er sat til at blive spillet i Ohio fra den 23. juli.

Hele diskussionen om op- og nedrykning er selvfølgelig også relevant for andre tours. Også i Europa spekuleres der i, at tourskolen og oprykning fra Challenge Tour til herrernes europatour kan blive annulleret eller kraftigt reduceret.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer