LET kan blive en underafdeling af LPGA Tour | Golf.dk
Emily Pedersen og andre europæiske proer får muligvis en ekstra vej ind på LPGA Tour.

Foto: Getty Images

LET kan blive en underafdeling af LPGA Tour

30/10 - 2019 | Claus Rødgaard Thomsen

Der kan være nye tider på vej i toppen af international damegolf. Indtil videre har de bedste danske damespillere forsøgt at spille sig på LPGA Tour via LPGA-tourskolen eller den amerikanske Symetra Tour.

Nu dukker der måske en ny mulighed op.

I hvert fald mener nogle internationale medier at vide, at Ladies European Tour og LPGA Tour er i forhandlinger om et tæt samarbejde. Det er forlydender, som også Golf.dk er bekendt med.

LPGA Tour er langt stærkere end sin europæiske modpart. Derfor vil der sandsynligvis være tale om at samarbejde, hvor Ladies European Tour bliver en slags fødekæde til LPGA Tour - altså at de øverste på LET-ranglisten får et kort til efterfølgende års LPGA Tour.

- Vi ved ikke noget konkret. Men umiddelbart lyder det som en god idé med et samarbejde. Det kan styrke Ladies European Tour og vil give europæiske damespillere endnu en vej ind på LPGA Tour, siger Claus Mølholm, der er eliteansvarlig i Dansk Golf Union.

Han fortæller eksempelvis, at da Iben Tinning i 2005 vandt den europæiske Order of Merit, måtte hun stadig spille tourskole i USA for at komme ind på LPGA Tour.

Det er ingen hemmelighed, at Ladies European Tour i en årrække har cyklet op ad bakke og i modvind. Flere og flere turneringer er blevet placeret uden for Europa, samtidig med at skævvridningen i forhold til LPGA er blevet mere markant.

En typisk LET-turnering har i år en præmiesum på 300.000 euro. Selv de mindste turneringer på LPGA Tour har summer, der er fire-fem gange så store. Derfor søger alle damespillere mod USA, hvis de overhovedet har mulighed for det.

Ladies European Tour har i 2019 kun haft seks turneringer på europæisk jord, hvis man ser bort fra de to europæiske majors samt Scottish Open, som også er en del af LPGA Tour.

Tourskolen til Ladies European Tour finder sted i januar, omend der endnu ikke er konfirmeret nogen datoer.

Lige nu har Nanna Koerstz Madsen og Nicole Broch Larsen fuld kategori til LPGA Tour. Emily Pedersen og Malene Krølbøll kæmper ad forskellige veje for at komme på LPGA Tour, mens nyprofessionelle Line Toft Hansen har bekræftet, at hun vil prøve at optjene kategori til Ladies European Tour. 

Derudover ventes mindst et par andre danske damer at forsøge sig på den europæiske tourskole til januar.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer