Lave scores ved European Young Masters | Golf.dk

Lave scores ved European Young Masters

26/07 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

I 2018 vandt Sebastian Friedrichsen drengenes European Young Masters, og denne uge er fire andre danske talenter i kamp ved årets udgave af turneringen. Den spilles på Golf & Spa Kunetická Hora i Tjekkiet, og der er der blevet leveret imponerende lave scores i løbet af de første to runder.

Det ses tydeligt ved, at Philip Sillesen Nilsson fra Ikast Tullamore med en total i -3 end ikke er i nærheden af at spille med om sejren, når turneringen skal afgøres lørdag. 

Nilsson er på 16. pladsen, og derfra er der hele 11 slag op til norske Michael Alexander Mjaaseth på førstepladsen. Jens Kristian Thysted er også blandt de 24 spillere i røde tal. Holbæk-spilleren er -1 og delt nummer 23.

Blandt pigerne skal der også noget ekstraordinært til, hvis det skal blive til en dansk podieplacering. Det til trods for, at Kajsa Landström gik banen i -1 fredag og nåede tilbage til par for turneringen. Det giver en 15. plads med seks slag op til tredjepladsen og otte slag til førende Paula Schulz-Hanssen fra Tyskland.

Olivia Grønborg er den eneste af de fire danskere, som ikke formåede at gå under banens par på andendagen. Tre tabte slag i løbet af de to sidste huller resulterede i en 75'er og et fald i stillingen til 22. pladsen i +2.

27 nationer deltager, og i holdkonkurrencen ligger danskerne nummer 10. En samlet score i -6 er 13 slag fra podiet inden de afgørende 18 huller. 

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer