Lave scores i Mark Haastrups succesturnering | Golf.dk
Mark Haastrup er sluttet i top-10 i de to seneste udgaver af KPMG Trophy.

Foto: Getty Images

Lave scores i Mark Haastrups succesturnering

29/08 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

I 2017 blev Mark Haastrup nummer tre i KPMG Trophy. For et år siden sluttede han på ottendepladsen. Derfor er der grund til at tro, den 35-årige igen i år kan levere et topresultat – det til trods for, at der i de tre år er blevet spillet på tre forskellige baner.

Torsdag lagde Haastrup ud med en runde tre under par. Det var han langt fra ene om blandt de otte danske deltagere. Tåge forsinkede starten på turneringen, så ikke alle nåede at blive færdige med første runde, men ved solnedgang ligger både Benjamin Poke, Jeppe Huldahl (15 huller), Nicolai Tinning (15 huller) og Marcus Helligkilde (15 huller) på 47. pladsen side om side med Haastrup i -3.

Der blev scoret lavt på førstedagen.  Bedst af alle var tyske Sebastian Heisele, som leverede otte birdies og en eagle på 18. hul. -10 på Millennium Golf giver et forspring på et slag ned til pengelistens nummer ni, Robin Roussel, som selv lavede to eagles på sin runde.

Bedste dansker er Peter Launer Bæk. Fynboen åbnede turneringen med tre birdies på stribe, men derfra blev det et mere blandet scorekort. Han kan gå i seng på en delt 29. plads efter at være noteret for 15 huller og en score i -4.

I det hele taget var der stor enighed i den danske delegation. Ud af otte spillere er de syv inden for to slag af hinanden. Mens Launer Bæk er et slag foran gruppen i -3, er Martin Leth Simonsen et slag efter. 

Aalborgenseren var tidligt på banen, men da dagen var omme, rakte hans score blot til en delt 69. plads på den forkerte side af cutgrænsen. Et enkelt slag er dog alt, Simonsen har brug for at indhente, så der er stadig mulighed for, at han kan tage fra Belgien med en forbedring af sin nuværende 27. plads på pengelisten.

Eneste dansker, som er helt nede i den tunge ende, er Oliver Hundebøll Jørgensen. Trods en eagle og to birdies blev det til en runde i 73 slag, +2, og det rækker kun til en delt 143. plads. Med et cut, der ser ud til at falde mange slag under par, skal der en enormt lav runde til, hvis silkeborgenseren skal med til weekenden. I sine fire turneringer på challengetouren har Hundebøll Jørgensen kun gået én runde i 60'erne.

Link til stillingen  

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer