Lave forventninger sender Jeff Winther ind i den sjove ende | Golf.dk
Jeff Winther ligger med en samlet score på to slag under par til at klare cuttet ved Made in Denmark.

Foto: Jan Kruger/Getty Images

Lave forventninger sender Jeff Winther ind i den sjove ende

24/05 - 2019 | Kasper Ørkild

Formiddagens danskere havde det hårdt gennem fredagens runde i Himmerland. Jeff Winther formåede dog at sikre weekendarbejdet ved Made in Denmark, da han gik fire slag under par og dermed samlet er to slag under.

Umiddelbart efter runden placerede det ham lige uden for top-20. Det skete på trods af dårlige vejrforhold med både regn og blæst.

- Udgangspunktet var bare at overleve. Så man har ikke de højeste forventninger til runden, og jeg tror, at det har virket ret godt. Jeg har haft lave forventninger og holdt mig til så mange pars som muligt, og det lykkedes jeg godt med til hul 18. Så kommer birdies af sig selv, siger Jeff Winther.

Der kom også fem af slagsen på hans scorekort, som var tæt på at blive frit for bogeys. Men et skarpt indspil på 18. hul manglede lige de sidste centimeter for at runde af på en par.

Indspillet i fjerde slag skyldtes, at Winther i sit andetslag mistede bolden i højre og dermed lå i græsset ned til vandhasarden ved green. Her fik Lucas Bjerregaards præsentation på første tee indflydelse på det løse slag.

- Jeg skulle lige til at slå, og så blev der råbt “welcome to the tee, Lucas Bjerregaard” på første. Så jeg sender lige en lille regning til Lucas, siger Jeff Winther med et grin.

- Det var i hvert fald skidt timing. Men jeg burde nok lige have trukket mig eller bare slået til bolden første gang, tilføjer han.

Det er anden gang i fire forsøg, at Jeff Winther klarer cuttet ved Made in Denmark. Det gjorde han senest ved sin første deltagelse i 2016.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer