Laura Davies: - Jeg nåede mit mål, men er skuffet | Golf.dk
Laura Davies smiler i selskab med Jose Maria Olazabal efter sin finalerunde i Shipco Masters 2018.

Foto: Henrik Schou

Laura Davies: - Jeg nåede mit mål, men er skuffet

03/06 - 2018 | Claes Meldal

Golf.dk fangede Laura Davies til en hurtig snak efter hendes finalerunde i Shipco Masters, hvor hun var ene høne i kurven.

Engelske Laura Davies har gået fra sejr til sejr på kvindernes professionelle tours i adskillige årtier, men i Shipco Masters i Kvistgård stillede den snakkesalige brite for en gangs skyld ikke op med forhåbninger om en topplacering. Hun havde fået dispensation til at stille op på seniorherrernes Staysure Tour – og blev dermed den første kvinde på touren nogensinde.

- Jeg var faktisk ret nervøs op til turneringen. Til pressemødet jokede jeg med, at så længe jeg ikke blev nummer sjok og lå og rodede fem slag efter den næstdårligste, ville jeg være tilfreds. Så på den baggrund var min indsats i turneringen en succes, siger Laura Davies.

Davies ligger i skrivende stund nr. 44 på +8. Hun har p.t. 15 spillere under sig i tabellen, blandt andre Jose Maria Olazabal, Philip Walton, Anders Forsbrand og Sven Strüver – navne, der næppe havde regnet med at blive sat til vægs af Laura Davies.

Men der var også en smule malurt i bægeret for den 54-årige englænder, der i alt har vundet 84 professionelle sejre og fire gange har stået som vinder af en major.

- Jeg spillede ikke min bedste golf her i Shipco Masters. Specielt på førstedagen (Davies gik en 78’er, red.) kørte spillet ikke, men anden runde (71, red.) var meget bedre. Og i dag havde jeg heller ikke den helt rigtige fornemmelse, men overordnet set er jeg okay tilfreds med resultatet, tilføjer Davies.

Laura Davies, der er slået til ridder af det britiske imperium for sine imponerende præstationer på den internationale golfscene, kan nu skrive en ny ting på cv’et: en veloverstået turnering på Staysure Tour – på dansk græs.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer