Lasse Jensens nye driver lyner | Golf.dk

Lasse Jensens nye driver lyner

25/04 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Jordan Smith gik en fejfri runde i 65 slag for at lægge sig på førstepladsen ved Trophée Hassan II, men det var Stephen Gallacher, som blev omringet af pressen, da han afleverede sit scorekort. Det var nemlig et helt særligt et af slagsen. 

Den rutinerede skotte var to over par efter syv huller på Royal Golf Dar Es Salam Red Course, i par efter 15, og fem under par og på fjerdepladsen, da dagen var omme. 

Gallacher lavede birdie på banens syvende hul, inden han slog et langt jern i hul for albatros på ottende. 

- Der var 240, så jeg forsøgte at lande den 225 og løbe den op på green, og den kom bare af sted med den perfekte flugt. Jeg fik et godt spring og troede, den ville trille op til otte fod eller sådan noget, og så gik den i, sagde han umiddelbart efter runden.

I marts vandt Gallacher Hero Indian Open med sin søn på bag'en, og nu har de et nyt højdepunkt at se se tilbage på. Fra fjerdepladsen har Gallacher to slag op til den førende englænder og en god chance for at spille med om en ny titel søndag.

Lasse Jensens runde var mere solid end spektakulær, men han var ganske godt tilfreds med par 72. Den 34-årige sjællænder er ikke meget for at skifte udstyr før det er gennemtestet, men i dagene op til turneringen endte han alligevel med at skifte sin Taylormade ud med en relativt model fra Callaway, han ikke havde de store erfaringer med. Det bytte viste at være en god beslutning. 

- Jeg har slået den vildt godt i dag. Det virkede rimelig komfortabelt. Jeg tror ikke, den går længere, end den anden, men jeg synes måske, den har lidt bedre spin. Den anden har nogle gange en tendens til at spinde for lidt. Denne her føles lidt anderledes omkring impact, men jeg har slået den godt i dag.

Med træer langs fairways og ekstreme greens skal tungen holdes lige i munden for at klare sig på banen.  

- Det er en vild test, det her. Par er en god score, og hvis du er i røde tal, så er du i hvert fald med. Jeg synes, det var rigtig godt. Banen er svær på alle parametre. Der er ikke noget sted, hvor du bare kan slappe af. Jeg synes, det er en god test både fra tee og approach slagene, og så har du de her kæmpe, ondulerede greens, sagde han efter sin tidlige morgenrunde.

Det var også fra morgenstunden, at Jeff Winther tog hul på turneringen. Han missede en del chancer for birdies, en af dem på dagens næstsidste hul. Winther havde halvanden meter for at bringe sig under par, men han missede og sluttede i stedet +1.

På afslutningshullet så det ud til, at Winther ville få en god chance for birdie. Bolden landede på green nær flaget, men den blev ved med at trille, assisteret af medvind, og da den hvide kugle nåede kanten af green, var der ikke noget til at stoppe den fra at dumpe i vandet. En benhård straf for et godt slag.

Det var lige før, han slap af sted med en par alligevel. Fra dropzonen spandt Winther en wedge tilbage til få centimeter. Hans score i +1 giver en delt 57. plads. Et slag længere tilbage ligger Joachim B. Hansen på 79. pladsen.

Søren Kjeldsen har haft knas med ryggen op til turneringsstart, og det er ikke ideelt, når han skal forsøge at vende formkurven. Efter femtepladsen i Abu Dhabi tilbage i januar har Kjeldsen misset fire cuts og er blevet nummer 68 i sin seneste start.

Der er overhængende risiko for et nyt misset cut denne uge. Han er på 116. pladsen i +4 og har brug for at udnytte de de gunstige forhold fredag morgen, hvis han skal med til weekenden.

På Blue Course rakte Emily Pedersens 75'er til en delt 44. plads ved dagens afslutning.

Link til stillingen i Trophée Hassan II

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer