Lasse Jensen spiller lige op med McIlroy | Golf.dk
Efter en sløv sæsonstart har Lasse Jensen fundet formen i ørkenen.

Foto: Getty Images

Lasse Jensen spiller lige op med McIlroy

25/01 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

Europatourens sæson blev indledt i Hong Kong tilbage i november, og Lasse Jensen var med i feltet. Den 33-årige dansker har siden været i Australien og derefter Sydafrika. De tre lange ture endte i en masse udgifter og ingen indtjening. Ikke den bedste start på et nyt år.

Heldigvis blev det bedre i Abu Dhabi med en 27. plads, og det ser ud til kun at være begyndelsen på en opadgående formkurve. Første runde af Omega Dubai Desert Classic blev nemlig en stor succes. Jensen brugte samme antal slag som Rory McIlroy, og det er sjældent helt skidt. Torsdag var det tal 65, -7, og det svarer til en delt femteplads. Jensens runde bestod af otte birdies og en bogey, mens McIlroy holdt sit scorekort fri for fejltagelser.

De har tre slag op til Jamie Donaldson, som var ét sølle slag fra at miste sin plads på europatouren på Valderrama i oktober. Selv med en bogey var waliseren rundt 10 slag under par. Den imponerende score rækker dog blot til et enkelt slags forspring ned til David Horsey og Anthony Wall. De to englændere har landsmanden Tyrrell Hatton i hælene i -8.

Thorbjørn Olsesen var godt på vej mod at slutte sig til Jensen i top-10, men en bogey på dagens sidste hul sendte ham tilbage til 15. pladsen i -5. Der finder man også den forsvarende mester, Sergio Garcia.

I Thomas Bjørns veteranbold var der langt til fordums styrke. Ernie Els gjorde det bedst i -2, hvilket er lige uden for cutgrænsen, Colin Montgomerie var dårligst i par, og Bjørn var midt imellem i -1. Ryder Cup-kaptajnen var overrasket over kvaliteten af sit eget spil sidste uge, og fra 90. pladsen skal der mere god golf til fredag, hvis han skal med til weekenden.

Lucas Bjerregaard har samme udgangspunkt som silkeborgenseren, mens Søren Kjeldsen indtager 105. pladsen i par.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer