Lasse Jensen: - Hvis hovedet ikke er der, er der ikke plads til dig derude | Golf.dk

Lasse Jensen: - Hvis hovedet ikke er der, er der ikke plads til dig derude

22/02 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Lasse Jensen har altid været omhyggelig. Han har været procesorienteret og tålmodigt ladet tingene tage deres tid. Han har set yngre talenter ræse gennem rækkerne og opnå succes på europatouren, mens han selv har haft en stædig tro på, at at han nok skulle nå til tops. 

Han fik ret. Efter 10 år som professionel fik han et år på europatouren, og da han vendte tilbage i 2015, var han bedre rustet til opgaven. I 2016 tiltrak Jensen opmærksomhed i Final Series, da han i Nedbank Challenge leverede en yderst sjælden albatros. I 2017 fik han også fornyet spilleretten til europaturen uden de store problemer. Han var ankommet. Efter alle årene med hårdt slid var han etableret i den europæiske elite. En andenplads i Nordea Masters er et tungtvejende bevis, og det bakkes op af en fjerdeplads i Trophee Hassan II og en tredjeplads mod et klassefelt i Dubai Desert Classic.

Og så pludselig var det slut. Topplaceringerne udeblev, og der blev langt mellem ugerne med indtjening. Otte checks i 27 forsøg, samt en 22. plads i årets sidste turnering, rakte blot til en 149. plads på Race to Dubai 2018, og det betyder, at Jensen en alder af 34 år nu igen går en usikker fremtid i møde.

Optimismen er dog ikke blevet påvirket af den skuffende sæson, da Golf.dk møder Jensen under ECCO Tourens Winter Series på PGA Catalunya Resort, og årsagen til de manglende resultater har ikke været svær at identificere for hovedpersonen.

Som så mange forældre før ham har Jensen lært, at det er udfordrende at få karriere og privatliv til at hænge sammen, og mens andre fag har ordninger for den slags lykkelige omstændigheder, så er professionel golf et anderledes benhårdt miljø at færdes i; orlov betaler du selv, og mens den står på, bliver placeringen på pengelisten kun værre og værre.

- Der har været denne her ”disruption” i hele mit private liv. Vi får Ella i april 2016, og så får vi barn nummer to i juli 2017. Så det her med lige pludselig at skulle være far, og far til to, og så at skulle spille golf og rejse og få alle de ting til at hænge sammen, det må jeg bare erkende, at det har jeg ikke været god nok til. Og jeg ved jeg ikke, om jeg stadig har fundet opskriften på, hvordan tingene skal køre, men vi forsøger, siger han umiddelbart efter at have spillet sig til en 16. plads i ECCO Tourens Mediter Real Estate Masters.

- Jeg tror, Camillla og jeg har lagt en lidt bedre strategi for 2019 – for hvornår der er familietid og hvornår der er golf-tid, sådan så jeg føler, jeg har god samvittighed på begge punkter. Jeg vil gerne føle, at jeg er er der fuldstændigt med dem, og når jeg er på banen, vil jeg også gerne være til stede. Der er egentlig ikke noget fundamentalt i mit golfspil, der har taget en drejning, som har gjort, jeg er begyndt at spille dårligere. Det er bare sådan, at når man spiller på højeste niveau, hvis du mister to eller fire procent, hvis hovedet ikke er der fuldstændigt, jamen så er der ikke plads til dig derude. Så slutter jeg nummer 140 på ranglisten i stedet for nummer 75 eller sådan noget. Sådan er det, og det har jeg det ok med; at konkurrencen er så stærk, siger han.

Jensen har prøvet det før; at blive degraderet fra europatouren, og  han har en stor tro på, at han kan vende tilbage dertil. Uanset hvad er situationen ikke helt så sort og hvid, som den ofre fremstilles. Jeff Winter betragtes som et fuldgyldigt medlem af europatouren, selvom han ikke har adgang til en lang række af tourens største turneringer. På samme tid betragtes Jensen som challengetourspiller, selvom han får en række muligheder for at gøre sig gældende på europatouren via sin slutplacering på Race to Dubai. 110. pladsen anses i reglen for succeskriteriet for fornyelse af kortet, men det betyder ikke, at spillerne længere nede på listen er udelukket fra at deltage i turneringer på højeste niveau.

- Jeg har kategori 19 på europatouren, Og det gør, at jeg i hvert fald kan spille 10 turneringer. Så jeg kommer til at spille på begge tours. Der er også noget økonomi bagved. Hvis jeg kan spille, som jeg ved, jeg kan - og vi samtidig får styr på rammen derhjemme - så kan jeg levere nogle resultater igen, uanset på hvad niveau, jeg spiller på. Når jeg spiller mit bedste, så er jeg jo med fremme. Det har jeg jo bevist ved at være helt oppe og tage topplaceringerne, siger han. 

- Det er egentlig planen, at jeg kommer til at spille lidt på challengetouren og lidt på europatouren, og så rammer jeg forhåbentlig en eller anden fantastisk uge på en af de to tours. Og så må jeg finde ud af, om jeg skal blive ved på på den ene eller anden tour. Får jeg en god uge på challengetouren, så kan det være, jeg fokuserer den vej. Får jeg en god uge på europatouren, så kan det være, at det åbner døren til nogle flere turneringer, og så fortsætter jeg der. 

Uanset hvor, han kommer til at spille, så ser Jensen lyst på fremtiden og på 2019.

- Jeg tror, det bliver godt. Bestemt. Jeg synes, jeg har lagt det der møgår bag mig, hvor der ikke var noget, der fungerede, og så  prøver jeg at se, om jeg kan gøre det godt i år.  

- Det gode er rigtig godt, men der er noget, jeg skal arbejde videre på. Her tidligt på sæsonen skal jeg lige have løftet bundniveauet. Jeg er jeg rimelig fortrøstningsfuld, siger han.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer