Landsholdsspiller vinder i Lyngbygaard | Golf.dk

Landsholdsspiller vinder i Lyngbygaard

21/10 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Fredag blev Sarah Skovgaard Bils genudtaget til pigelandsholdet, og i weekenden fejrede hun det med en sejr i Lyngbygaard Junior/Ynglinge Open 2019. Den 17-årige med hjemmeklub i Hillerød var aldeles overlegen på Lyngbygaard Golf Klub vest for Aarhus.

Bils kom til Jylland efter fjerdepladser i sine to seneste eliteturneringer på dansk jord, og den imponerende form fortsatte med superrunder lørdag. 

Et udlæg i 68 slag gav et forspring på fem slag, og det blev fordoblet ud på eftermiddagen. Bils spillede sig til syv under par med en 69'er og lagde sig 10 slag foran Lærke Larsen på andenpladsen.

Det betød, at Bils havde råd til at gå finalerunden i 81 slag og alligevel vinde med fire slag. En total i +2 var fire slag bedre end Larsen fra Gyttegaard. Bils' landsholdskollegaer Smilla Sønderby og Christina Thouber sluttede på de næste placeringer i henholdsvis +9 og +10.

Efter fem top-5 placeringer i løbet af 2019 – heriblandt en tredjeplads ved DM i hulspil – fik Sebastian Wiis prøvet at blive hyldet som vinder efter en uhyre tæt kamp om drengerækken.

Wiis fra Odder førte med to slag ned til Adam Søndergaard Pedersen efter runder i 74 og 68 slag. Søndag lavede han birdie på sidste hul for at spille banen i par og vinde med et enkelt slag i -2.

Emil Lauritz Løvstrup fra Odense lavede birdies på de to sidste huller for en 70'er, men hans total i -1 var et slag for mange til at fange Wiis.

Pedersen sluttede på tredjepladsen i par, mens hjemmebanespilleren Bjørn la Cour Søborg tordnede frem til fjerdepladsen med turneringens bedste runde i 66 slag.

Link til resultatet 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer