Landsholdets nye benjamin hedder Adam | Golf.dk
Adam Søndergaard Pedersen er bare 14 men er fuld af store golfdrømme.

Foto: Brian Rasmussen

Landsholdets nye benjamin hedder Adam

06/03 - 2019 | Claus Rødgaard Thomsen

Amalie Leth-Nissen står og knokler på rangen i Al Ain i Abu Dhabi.

Hun er hjemmevant her i landsholdstruppen og udveksler nogle indforståede bemærkninger med Nicole Broch Larsen, LPGA Tour-spiller og pt. Danmarks bedste kvindelige golfspiller.

For et år siden var Amalie Leth-Nissen Danmarks yngste landsholdsspiller. Nu er hun en integreret del af flokken, og en ny har overtaget pladsen som yngste.

Det er Adam Søndergaard Pedersen fra Ikast. Han er 14 år, tre måneder og en enkelt uge gammel.

- Jeg har spillet golf i seks år, og det er det, jeg bruger det meste af min tid på, opremser han, da vi beder ham kort beskrive sig selv.

Han er vokset op så tæt på Tullamore-banen i Ikast, at han kan slå fra haven til klubben med et sandjern.

Derfor var det oplagt, at han skulle prøve kræfter med golf på et tidspunkt, men det skete først, da han havde prøvet kræfter med flere andre sportsgrene for altid bare at stoppe igen efter kort tid.

- I golf fandt jeg noget, jeg kunne blive ved med. Jeg kan godt lide det individuelle ved sporten. Du er selv herre over din egen succes og dine tab, ræsonnerer han.

Den unge  jyde taler som en mand, der ønsker at tage ansvar for sin golf. Og i denne uge har han rig lejlighed til at vokse som golfspiller. Denne onsdag er det blevet mørkt, og projektørerne over træningsbanen er tændt, da han endelig tager sig en pause og snakker med Golf.dk.

- Det er en inspiration at være her. Især, når man ser på dem, som har været med i mange år, som for eksempel Helligkilde. Det er fedt at se, hvordan de gør tingene. Der er en anden seriøsitet over det. Bare sådan en lille ting som, at når vi har fælles morgentræning, så ser man, at de strækker ud med deres egne, specialiserede øvelser, observerer Adam Søndergaard Pedersen.

Han har som 14-årig et handicap på 2. Han har gået fem under par i en træningsrunde og to under par i en turneringsrunde. Han blev årgangsmester for første gang i 2015.

- Det var der, jeg fandt ud af, at jeg godt kunne følge med. Ellers troede jeg ikke, at jeg kunne komme op på det her niveau, siger han.

Nu er drømmen på kort sigt at komme til drenge-EM i 2019. På lang sigt er den at blive verdens bedste og spille Ryder Cup.

Til næste år er det måske ham, der står og sludrer jovialt med garvede topspillere, mens en anden er kommet ind på pladsen som landsholdets yngste.

Den slags titel beholder man sjældent længe.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer