Lad os nu ikke jinxe den … | Golf.dk
Benjamin Poke var knivskarp på tourskolen.

Foto: Getty Images

Lad os nu ikke jinxe den …

19/11 - 2019 | Claes Meldal

Power Rankings: Benjamin Poke har spillet suveræn golf og fører tourskolens Final Stage – men den er IKKE hjemme endnu.

Her får du ugens Power Rankings på Golf.dk, hvor vi tager pulsen på de hotteste danske golfspillere lige nu. Som sædvanlig vælger Golf.dk de fem skarpeste på et 100 procent subjektivt grundlag. Smid en kommentar, hvis din danske favoritspiller spiller drømmegolf og simpelthen skal med på listen næste gang.

1. Benjamin Poke
Sidste uge: 5
Seneste resultat: Ligger nr. 1 i Q-School, Final Stage (European Tour)
“Den er hjemme!” De berømte ord blev Uffe Ellemann-Jensen citeret for før valgdagen i 1998, hvor Poul Nyrup Rasmussen og Socialdemokraterne som bekendt vandt en tæt og højst overraskende sejr. Her på redaktionen vil vi ikke jinxe noget, så lad os bare nøjes med at fastslå, at Benjamin Poke spiller en nydelig gang golf på tourskolen, og at han som en klar nr. 1 er i en okay position til at tage et af de 25 kort til European Tour, som bliver uddelt i morgen eftermiddag, når det sidste putt er holet på Lumine-anlægget i Spanien.

2. Nicolai Højgaard
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Ligger nr. 34 i Q-School, Final Stage (European Tour)
Nicolai Højgaard ligger lige uden for den magiske top 25 med knap to runder igen på tourskolen, og hvis putteren havde været varm, havde han allerede ligget komfortabelt indenfor. Men det siger lidt om Højgaards niveau, at han kan holde sig til, selvom det ikke kører optimalt på green. Kan han sætte en slutspurt ind og rykke op på højeste europæiske niveau?.

2. Rasmus Højgaard
Sidste uge: 4
Seneste resultat: Ligger nr. 34 i Q-School, Final Stage (European Tour)
Ligesom som tvillingebror Nicolai er Rasmus Højgaard ikke vanvittig langt fra at indfri drømmen om en plads på European Tour. Han har været virkelig stærkt spillende på Challenge Touren i år, og det ville være sensationelt flot, hvis han kunne sætte kronen på værket med en plads i top 25 og sikre sig et European Tour-kort.

4. Joachim B. Hansen
Sidste uge: 1
Seneste resultat: Nr. 17 i Nedbank Golf Challenge (European Tour)
Joachim B. Hansen spillede tre solide runder i Sydafrika og lå komfortabelt i top 10, hvilket betød en sikker plads i denne uges sæsonfinale i Dubai. Men i finalerunden var han ved at sætte det hele over styr, da han – ikke mindst på grund af en dobbeltbogey på allersidste hul – måtte underskrive en 76’er og faldt ned på en 18. plads. Hansen er dog alligevel klar til den lukrative sæsonfinale, for et afbud fra Tony Finau har givet danskeren en plads i feltet på yderste mandat.

5. Sebastian Cappelen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 66 i Mayakoba Golf Classic (PGA Tour)
Sebastian Cappelen leverede fire jævne runder lige omkring par i Mayakoba Golf Classic, og selvom det rakte til endnu et klaret cut som nyslået PGA Tour-spiller, gav det ikke meget i præmieposen. Cappelen kan glæde sig over, at han får weekendarbejde i de fleste turneringer, men der skal laves birdies i spandevis, hvis han vil højere op i hakkeordenen på PGA Tour.

Boblere
Ingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer