Lübker begæret konkurs - formand tror golfbanen vil bestå | Golf.dk
Lübker Golf Club er en af de mest anerkendte golfbaner i Danmark. Lige nu er banens fremtid mere uvis end nogensinde.

Foto: PR

Lübker begæret konkurs - formand tror golfbanen vil bestå

04/01 - 2018 | Claus Rødgaard Thomsen

En af Danmarks højest profilerede golfklubber har i dag været i skifteretten og begære sig selv konkurs.

Det bekræfter formanden for Lübker Golf Club, Thomas Kylling, overfor Golf.dk.

- Det har vi været nødt til i den situation, vi er i, siger han.

Klubben valgte ved årsskiftet at fyre alle medarbejdere og lukke banen for spil. Baggrunden er en økonomisk situation, hvor klubben ikke kan betale sine regninger, og heller ikke længere modtager den fornødne hjælpe fra ejeren af banen og det resort, som ligger ved banen.

Der var ellers lagt om til en økonomisk omstrukturering af Lübker, men da én af grundejerforeningerne i resortet stemte nej til forslaget, endte man i en hårdknude.

Den forbliver indtil videre uløst.

Thomas Kylling siger, at han stadig tror på, at der vil blive spillet golf på det 27 huller store anlæg på Djursland. Både i 2018 og i fremtiden.

- Ellers skulle jeg da være et forfærdeligt menneske, hvis ikke jeg troede på det. Der er jo absolut ingen - måske bortset fra nogle konkurrerende klubber - som har en interesse i, at banen forsvinder, siger Thomas Kylling.

Han siger dog, at der nok kommer til at gå lidt tid.

- På kort sigt kan jeg ikke lige se, at røgen kan lægge sig. Men plejer det ikke at være sådan, når røgen endelig har lagt sig, at så sætter folk sig sammen og finder frem til løsninger?, spørger han.

Lübker Golf Club har efter den seneste officielle statistik 1033 medlemmer. Ifølge Thomas Kylling er der ikke flere udmeldinger lige nu, end der plejer at være på årstiden.

Skifteretten har endnu ikke accepteret Lübker Golf Clubs konkursbegæring, da vi taler med Thomas Kylling.

Han forventer dog, at klubben snart vil blive taget under egentlig konkursbehandling, og en kurator vil blive udpeget til at administrere boet. Samme kurator skal så tage stilling til medlemmernes forpligtelser.

Lübker Golf Club har fra sin stiftelse kæmpet med svær økonomi.

- Der er ingen tvivl om, at vi som klub også har kunnet gøre nogle ting anderledes. Men vi har gjort det så godt, som vi kunne, under vanskelige forhold, ræsonnerer Thomas Kylling.

User Comments:

  • Frivilig arbejde af golf medlemmerne

    22/01 - 2018 | Knud Erik Frederiksen

    På trods af at det er en flot bane , er det ikke lykkes til dato at få økonomi og golfbanen til at fungere. kik på andre golf baner , der funger med ulønnet arbejds indsats fra medlemmer side ,for at nævne nogle , Ærø, Nordjurs, Tangesø ,Randers fjord, og tildels Grenå , Æbeltoft og Hammel , Og Markusminde , med 1 ejer og en ansat Hvis medlemmer har viljen , så kan det sikkert gøres , MVH Knud Erik Frederiksen

  • Frivilig arbejde af golf medlemmerne

    22/01 - 2018 | Knud Erik Frederiksen

    På trods af at det er en flot bane , er det ikke lykkes til dato at få økonomi og golfbanen til at fungere. kik på andre golf baner , der funger med ulønnet arbejds indsats fra medlemmer side ,for at nævne nogle , Ærø, Nordjurs, Tangesø ,Randers fjord, og tildels Grenå , Æbeltoft og Hammel , Og Markusminde , med 1 ejer og en ansat Hvis medlemmer har viljen , så kan det sikkert gøres , MVH Knud Erik Frederiksen

  • Lübker Golf

    19/01 - 2018 | Thorkild Steen Andersen

    Kære Peter Friis Thøgersen. Til din orientering er det første gang der har været konkurs indblandet på Lübker. Heller ikke green fee priser er for høje i forhold til banens standard. Problemerne skylder, for en stor del, at der ikke er bygget/solgt nær så mange huse som beregnet i forbindelse med etablering af ressorter, lige før krisen i 2008. Men der er ingen tvivl om at der skal tænkes nye tanker.

  • Hmm

    06/01 - 2018 | Peter Friis Thøgersen

    Det måtte jo ske før eller siden. Det er jo ikke første gang Banen/klubben går konkurs. og genåbner man den igen med nye penge sker der bare det samme igen. Måske man skulle overveje at arbejde i nye baner. Tag fx. Volstrup Golfcenter som køre absolut fint med 18 flotte huller og en par 3 bane som er helt klart på højde hvis ikke bedre end Lubkers. Trods Voldstrup golf også lige som Lubker ligger lidt ude i ingenmands land så køre den super. Måske Lubker skulle sadle om og ikke forsætte i samme rille med sindsyge høje greenfee. gør som så mange andre klubber og sænk Greenfee og få 3 gange så mange spiller ud. også en afskaffelse af deres par 3 bane som tideliger har været på tale. ikke at nedlægge den. men at sælge den fx. til Djursgolf som er naboer. men man kan jo ikke få 18mill. for en par 3 bane som Lubker mente de kunne til en nabo klub med 80 medlemmer. hvorfor ikke istedet sælge den for 1 kr. med den restraktion at lubkers nye medlemmer stadig måtte spille på de 9 huller men overlade plejen af hullerne til nogle andre. eller deles om det. eller på anden måde få sparet på udgifterne. Der er så mange muligheder hvis man kigger på andre klubber rundt i landet. men Lubker har efter min mening altid været lidt for F...... fornemme og det går bare ikke med en bane som ligger på Lars Tynd...... marker. havde klubben lagt ved en Storby havde det været en helt anden snak. men det gør den jo så heller ikke.

  • Lübker Golf

    04/01 - 2018 | Leif Sørensen

    Der skal ikke være tvivl om at banen er en fantastisk bane, men den ligger godt nok placeret skidt. Jeg har med fornøjelse spillet banen, og også haft ophold på resortet, hvor vi fik en meget fin behandling og service, men der kommer jo alt for få gæster på stedet til at det nogensinde kan blive rentabel. Derfor har jeg meget svær ved at se en fornuftig fremtid for stedet. Så skal der da komme en med en meget stor pose penge, som samtidig er ligeglad med om de bliver mistet. Det kan godt være at jeg er sortseer, og jeg håber da også for banen at jeg tager fejl, og at der kommer gang i spillet igen på Lübker.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer