Lørdag blev aldrig danskernes dag | Golf.dk
Lucas Bjerregaard sluttede på en flot 16. plads i The Open.

Foto: Getty Images

Lørdag blev aldrig danskernes dag

20/07 - 2019 | Henrik Søe

Både Thorbjørn Olesen og Lucas Bjerregaard havde muligheden for at bringe sig i position til en absolut topplacering i The Open. Men lørdag blev aldrig danskernes dag på Royal Portrush. 

I dagene op til The Open havde et internationalt medie gennemgået hele feltet og givet en vurdering af de enkelte spilleres chancer. Thorbjørn Olesen var placeret i en gruppe af outsidere, og om danskeren lød det, at han som regel holder sig fint med fremme efter de to første runder, men derefter har det med at blegne i weekenden. I denne uge holdt spådommen desværre stik. 

Thorbjørn Olesen var første mand ude af de to danskere, og han fik en noget broget start med et par birdies og et par bogeys, og herefter gik det - trods fine betingelser - kun ned ad bakke for den 29-årige dansker, der i denne uge spiller sin ottende British Open. Fra 7. hul blev det til tre bogeys og en grim triplebogey for Olesen, som dermed dumpede ned som nummer 66 i fire over par.

Heller ikke Lucas Bjerregaard vil huske sin tredje runde for noget godt. Den 27-årige nordjyde startede dagen med toppen indenfor rækkevidde, men løb ind i en del problemer og måtte undervejs indkassere fire bogeys og en dobbeltbogey efter at have slået en bold out-of-bounds. Men han mente ikke helt, at scoren passede til spillet. 

- Det er meget skuffende. For jeg synes egentlig, jeg spiller bedre end det. Jeg slår mange gode slag i dag, men jeg putter ikke godt, så det lykkedes aldrig at få momentum, fortalte Lucas Bjerregaard til Viasat Golf efter runden. 

Lørdagens tre birdies - hvoraf de to faldt på par 3-huller - begrænsede dog skaden til 74 slag (+3) og med en samlet score i -1 og en placering som nummer 34 inden finalerunden er der stadig basis for at komme hjem med en solid portion præmiepenge og vigtige point til verdensranglisten. 

Chancen for en absolut topplacering er forduftet, og for Lucas Bjerregaard handler søndagen nu om at avancere så meget i stillingen, at han kan komme tættere på målet om et permanent medlemskab på den amerikanske PGA Tour - og klemme sig ind i verdens top 50 igen. Lige nu ligger han nummer 51.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer