To kulørte scorekort giver topplacering til Nicole | Golf.dk
Nicole Broch Larsen skød med skarpt i Kia Classic.

Foto: Getty Images

To kulørte scorekort giver topplacering til Nicole

27/03 - 2021 | Claes Meldal

Det er bestemt ikke kedeligt, hvad Nicole Broch Larsen har præsteret i Kia Classic indtil videre.

Med 36 huller spillet af Kia Classic i Carlsbad, Californien, har Nicole Broch Larsen gjort mange ting rigtigt for at spille sig i position til et topresultat. Indsatsen har ikke været pletfri, men til gengæld har hun skudt med skarpt det meste af tiden.

Hele ti birdies har Broch Larsen hældt i koppen i løbet af de to runder – en håndfuld pr. dag. Det er et fremragende resultat, som sættes i relief af, at hun har matchet den førende spiller, koreanske Inbee Park, på birdiekontoen indtil videre.

Da danskeren ligger på en delt sjetteplads og er seks slag efter den koreanske majorvinder og tidligere verdensetter, siger det sig selv, at der har været skønhedsfejl i Broch Larsens spil. På førstedagen sneg der sig tre bogeys ind på scorekortet, og fredag måtte hun notere to bogeys og en dobbeltbogey.

Men så længe topniveauet sidder der, kan feltets øverst placerede dansker godt drømme om en topplacering, når weekendens 36 huller er spillet.

Et slag efter superstabile Inbee Park – der kun har lavet en enkelt bogey i turneringen – følger endnu en majorvinder i skikkelse af tyske Sophia Popov, der vandt en højst overraskende sejr efter en sand askepothistorie i Women’s British Open sidste år. Popov har haft held med at løfte sit spil op på et højere niveau og har bevist, at majorsejren ikke var en enlig svale. Yderligere et par slag efter ligger engelske Mel Reid på tredjepladsen i seks under par – tre slag foran Nicole Broch Larsen, der har en weekend til at forsøge at lukke hullet op til Reid og de øvrige rivaler længere oppe på leaderboardet.

Feltets anden dansker, Nanna Koerstz Madsen, kan glæde sig over et klaret cut efter runder i 74 og 73, men der skal nogle meget lave runder til, hvis hun skal veksle sin aktuelle 59. plads til en placering, der giver meningsfulde point til Race to CME Globe-ranglisten.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:3,160,096
  • Unique Visitor:177,640
  • Registered Users:166,744
  • Unregistered Users:31,297
  • Blocked Users:12,450
  • Published Nodes:16,324
  • Unpublished Nodes:316
  • Server IP:10.230.58.21
  • Your IP:34.204.185.54
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:9,509
    • This week:97,387
    • This month:406,305
    • This year:3,160,748

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk