Kraftpræstation med massive benspænd | Golf.dk
Joachim B. Hansen var godt spillende i Tyrkiet.

Foto: Getty Images

Kraftpræstation med massive benspænd

23/10 - 2019 | Claes Meldal

Power Rankings: Joachim B. Hansen kæmpede sig på utrolig vis tilbage efter en 9’er – men fik ikke snøret sækken i Paris.

Her får du ugens Power Rankings på Golf.dk, hvor vi tager pulsen på de hotteste danske golfspillere lige nu. Som sædvanlig vælger Golf.dk de fem skarpeste på et 100 procent subjektivt grundlag. Smid en kommentar, hvis din danske favoritspiller spiller drømmegolf og simpelthen skal med på listen næste gang.

1. Joachim B. Hansen
Sidste uge: 3
Seneste resultat: Nr. 2 i Amundi Open de France (European Tour)
Der var nok ikke mange, der havde gættet på, at Joachim B. Hansen ville stå med en føring på næstsidste hul i Paris, efter de havde set ham notere en 9’er – fem over par – på 13. hul i tredje runde. Men Hansen kom tilbage i kampen med fire birdies på stribe derefter og kæmpede sig flot frem i løbet af søndagens finalerunde. Desværre kostede et for langt putt og en efterfølgende dobbeltbogey på 17. hul sejren for den velspillende Hillerød-spiller, der måtte nøjes med at være lige ved og næsten. Men den sejr må komme på et tidspunkt.

2. Nanna Koerstz Madsen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 12 i Buick LPGA China (LPGA Tour)
Når shortgamet ikke er specielt skarpt, må en 12. plads i selskab med den absolutte creme af LPGA Touren siges at være mere end godkendt. Nanna Koerstz Madsens lange spil kørte til gengæld som en drøm, hvilket reddede hende igennem i Kina. Men hvis det korte spil kommer med, kan der være store ting i vente.

3. Rasmus Højgaard
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 7 i Hainan Open (Challenge Tour)
Rasmus Højgaard har sat et insisterende angreb ind for at sikre sig et European Tour-kort for 2020. Kæmpetalentet er kun i gang med sin første sæson på touren, men han har allerede spillet sig frem til en 21. plads på ranglisten og mangler p.t. at hente 12.000 euro på yderste mand inden for top 15, der tilspiller sig et tourkort. Med to turneringer igen og en Rasmus Højgaard i skarp form er håbet lysegrønt.

4. Nicole Broch Larsen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 20 i Buick LPGA China (LPGA Tour)
Der var ikke lagt op til et særlig mindeværdigt resultat for Nicole Broch Larsen, der havde svært ved at finde stabiliteten i Shanghai. Og efter en bogey i starten af finalerunden røg hun op på +2 for turneringen og en plads som blød mellemvare i feltet. Men på de sidste 13 huller leverede en sprudlende Broch Larsen seks birdies og syv par og strøg op ad leaderboardet til en afsluttende 20. plads. Flot comeback.

5. Emily Pedersen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 19 i LPGA Q-Series (LPGA Tour)
Det har været nogle hårde år for Emily Pedersen, der har kæmpet med spillet og resultaterne – men aldrig har givet op. Den fightervilje kom hende i høj grad til gode på LPGA Tourens tourskole, hvor hun med 12 huller igen lå langt uden for de pladser, der gav videre adgang til tourskolens finale. Men med seks birdies i slutfasen fik hun spillet sig komfortabelt op på de adgangsgivende pladser – og nu venter en sand maraton med otte udmarvende runder, hvor kortene til LPGA Touren i 2020 skal fordeles. Her får hun brug for at grave endnu dybere.

Boblere
Ingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer