Kommer gennembruddet for bundhæderlig amerikaner? | Golf.dk
Russell Henley har lagt sig i spidsen for CJ Cup før finalerunden.

Kommer gennembruddet for bundhæderlig amerikaner?

18/10 - 2020 | Claes Meldal

Amerikanske Russell Henley har længe ligget lige i periferien af verdens bedste på PGA Tour og på verdensscenen. Nu har han chancen for at melde sig ind i det fine selskab.

Da lørdagens Moving Day startede på Shadow Creek-banen ud for Las Vegas, var Russell Henley fire slag efter Xander Schauffele på førstepladsen og lignede ikke en mand, der ville være i spil til sejren i CJ Cup på PGA Tour.

Men ved dagens afslutning var der vendt op og ned på det hele. Henley gik en superstabil tredje runde med fem birdies på kortet – blandt andet tre i træk fra 10. til 12. hul – og nåede bogeyfri til klubhuset. Det var nok til at lægge sig i spidsen for feltet med hele tre slag ned til en kvartet af forfølgere på den delte andenplads. Henley er 15 under par før finalerunden, der spilles sent i aften dansk tid.

Det var dog ikke kun Russell Henley selv, der sørgede for den klare føring. To af spillerne i førerbolden – amerikanske Xander Schauffele og engelske Tyrell Hatton – havde deciderede offdays og måtte se deres hårde arbejde fra de første to dage forsvinde op i Nevadas lune ørkenluft. De var de eneste spillere over par i top 25, og det betød, at Schauffele (+2 for dagen) rykkede fra en klar førsteplads ned til en delt andenplads, mens Hatton (+1 for dagen) dumpede ned på sjettepladsen.

Det er over tre et halvt år siden, at Russell Henley sidst smagte sejrens sødme på PGA Tour. Siden har han prøvet – uden held – at bryde igennem på den stærkt besatte amerikanske tour, men har måttet lade sig nøje med pæne placeringer, ofte lige uden for top 5, når han har været bedst.

Men med en sejr i kamp mod de øvrige verdensstjerner i CJ Cup vil den fremragende putter være godt rustet til at melde sig ind i det fine selskab, der tæller de absolutte stjernenavne.

Henley vakte i øvrigt stor opsigt for et års tid siden, da han i Mayakoba Golf Classic gav sig selv en straf efter at have opdaget, at han var kommet til at spille to forskellige typer af den samme bold. Det fik han otte strafslag for, hvilket betød, at han sluttede på den forkerte side af cutgrænsen. Det siges, at ærlighed belønnes – og tror man på karma, vil man ikke finde det spor mærkeligt, at verdens nr. 121 putter som en drøm og styrer mod en imponerende sejr på Shadow Creek.

Stilling i CJ Cup (PGA Tour)

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:1,177,825
  • Unique Visitor:105,148
  • Registered Users:159,647
  • Unregistered Users:31,237
  • Blocked Users:12,381
  • Published Nodes:15,262
  • Unpublished Nodes:285
  • Server IP:10.230.58.22
  • Your IP:54.236.35.159
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:12,045
    • This week:101,872
    • This month:393,510
    • This year:1,178,055

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk