Kollektiv dansk nedtur kostede dyrt | Golf.dk
Jeff Winther er godt placeret på Race to Dubai efter sæsonens første opgaver.

Foto: Getty Images

Kollektiv dansk nedtur kostede dyrt

18/12 - 2018 | Claes Meldal

Power Rankings: Både Jeff Winther, Joachim B. Hansen og Steen Tinning havde mulighed for at hente et godt resultat – men ingen af dem fik snøret sækken.

Her får du ugens Power Rankings på Golf.dk, hvor vi tager pulsen på de hotteste danske golfspillere lige nu. Som sædvanlig vælger Golf.dk de fem skarpeste på et 100 procent subjektivt grundlag. Smid en kommentar, hvis din danske favoritspiller spiller drømmegolf og simpelthen skal med på listen næste gang.

1. Jeff Winther
Sidste uge: 1
Seneste resultat: Nr. 34 i Alfred Dunhill Championship (European Tour)
Jeff Winther stillede op med en 7. plads fra South Africa Open frisk i erindringen, og med runder i 72 og 69 slag spillede han sig sikkert med til weekenden. Han lå også til en fin placering omkring en 15. plads i slutfasen, men efter at have smidt tre slag på de sidste tre huller rakte anstrengelserne kun til en grå 34. plads for nordsjællænderen.

2. Steen Tinning
Sidste uge: 2
Seneste resultat: Nr. 27 i MCB Tour Championship (Staysure Tour)
Steen Tinning skulle bruge et par afbud for at komme med i sæsonfinalen, men han lagde forrygende fra land på Seychellerne. I den uvejrsforkortede første runde på Seychellerne var Steen Tinning bogeyfri og lagde sig på en delt andenplads, og de gode takter fortsatte med tre birdies i starten af anden runde. Men så startede nedturen. Tinning var 14 over par på de sidste 30 huller og raslede helt ned på en 27. plads ud af de 32 deltagere. Ærgerligt afslutning.

3. Joachim B. Hansen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 62 i Alfred Dunhill Championship (European Tour)
En finalerunde i par kunne have givet Joachim B. Hansen en respektabel slutplacering i top 30 i Sydafrika, men Hillerød-spilleren fik ikke taget sit bedste spil med ud til søndagens finale. Fra hul 2 til hul 11 smed Hansen hele ti slag og sendte ham i frit fald ned ad leaderboardet, før en god afslutning trak ham lidt op igen.

4. Søren Kjeldsen
Sidste uge: 3
Seneste resultat: Nr. 4 i ISPS Handa Melbourne World Cup of Golf (PGA Tour)
Søren Kjeldsen var kraftigt medvirkende til, at Danmark igen i år kunne slutte helt fremme i den sjove ende af feltet ved VM for hold i Melbourne, hvor Kjeldsen og Thorbjørn Olesen stillede op for at forsvare sidste års titel. Kjeldsen kæmpede det bedste, han havde lært, men nedsmeltningen i starten af 2. runde, hvor danskerne smed seks slag på fem huller, var for meget at indhente trods glimrende spil i resten af turneringen.

4. Thorbjørn Olesen
Sidste uge: 3
Seneste resultat: Nr. 4 i ISPS Handa Melbourne World Cup of Golf (PGA Tour)
Det har været en minderig golfsæson for Thorbjørn Olesen, og det havde næsten været for meget af det gode, hvis han havde taget guldet i Melbourne én gang til sammen med Søren Kjeldsen. Fjerdepladsen var absolut godkendt og et fint bevis på, at Thorbjørn tilhører den absolutte verdenselite.

Boblere
Ingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer